det heller ikke være synderlig bevendt med Christendomspredikningen iblandt dem, og at de i det Hele taget befandt sig i det tykkeste Vankundigheds og Hedendoms Mørke, kan man endog slutte fra den ej stort bedre Tilstand, hvori de vare endnu kun for et Par hundrede Aar siden. En tydsk Forfatter fra det 14de Aarhundrede, Johan af Winterthur (ved Zürich) har meddeelt en charakteristisk Beretning om Finnernes Hedendom og Vankundighed, hvilken han formodentlig havde hørt af en af de schwabiske Krigere, der i 1342 (s. o. S. 273) havde været med Frederik v. Lochen i Danmark. Engang, fortæller han, brød Hedningerne, der stod under den norsk-svenske Konges Herredømme (altsaa Finnerne) ind i en Kirke, just som der holdtes Messe, og en af dem rev endog den indviede Hostie ud af Haanden paa den for Alteret forrettende Prest. Da denne yttrede stor Bedrøvelse herover, sagde en af de andre Hedninger til den, som havde taget Hostien: „giv ham dog sin lille Tætre (tortula) igjen, over hvis Tab han græmmer sig saa forfærdeligt“[1]. Dette, der altsaa ved Rygtet eller ved en eller anden reisende Geistlig ogsaa var blevet bekjendt i Danmark, viser i alle Fald, at mange af Finnerne aldrig havde seet eller hørt Tale om nogen christelig Gudstjeneste. Forholdene vare ogsaa nu, under de idelige Grændsekrige og Rigets Kraftløshed, ugunstigere end nogensinde for Oplysningens og Christendommens Fremme iblandt dem
At under de nys skildrede Forhold det videnskabelige Liv og Literaturen ej engang paa Island synderligt kunde trives, m* let at forstaa. I Norge maa alt literært Liv overhoved, og fornemmelig al Syslen med fedrelandsk Literatur, ganske ansees som ophørt. Det er vel endog et stort Spørsmaal, om man nu engang læste de Skrifter i Landssproget, som fandtes, og det i ikke ringe Mængde, fra tidligere Dage, da de udgjorde Yndlings-Literaturen. Thi der er meget, som tyder hen paa, at de ganske vare lagte paa Hylden, og at man i det højeste læste nogle faa Helgenhistorier og oversatte Helte-Æventyr, samt svenske eller danske Riimro-
- ↑ See Eccards Scr. I. 1913. Suhm, der meddeler dette (XIII. S. 67), har her aldeles misforstaaet Forfatteren, idet han siger, at det var Frederik v. Lochens Folk, der, medens han stod Kongen af Danmark bi imod de Svenske, bred ind i Kirken o. s. v. Der naar udtrykkeligt: „Omtrent paa denne Tid, da nogle fornemme Schwaber rinder Fr. v. Lochen stod Kongen af Danmark bi mod Kongen af Norge og Sverige, hendte deilig, at Hedninger, under den ene af disse Kongers Herredømme, brød ind i Kirken o. s. v“. At der ved disse Hedninger menes Finner under Kong Magnus’s Herredømme, kan der ej være nogen Tvivl om.
