altsaa hans Formand Arne være død, hvis han ikke er den samme Arne, som omtrent paa den Tid kom til Færøerne (s. o. S. 557). Nogen Fart paa Grønland var der vel, men højst ubetydelig. I 1367 udrustedes fra Island en Knarr derhen, men paa Tilbagereisen 1369 forliiste den med alt Godset ved Norges Kyst, og kun Folkene reddedes[1]. Overhoved sporer man ogsaa i dette Stykke, som i alt Andet, den Magtløshed, der nu hvilede over Nordmændene og forberedede den politiske Umyndighedstilstand, hvori de efter faa Generationer nedsank, saaledes som vi i det Følgende ville erfare.
Ogsaa Finmarken regnedes nu, fornemmelig efter Delingen 1355, sedvanligviis til de saakaldte Skatlande. Om Tilstanden der i det Tidsrum, vi nu have behandlet, veed man saa godt som intet andet, end at dette Landskab ideligt var udsat for herjende Anfald af Russer og Kareler, hvis Indbrud sikkert vare langt flere og hyppigere end de faa, som de islandske Annaler omtale. Saaledes omtales i et Document fra denne Tid, at Lengjuviks Kirke blev opbrendt af Karelerne, en Begivenhed, hvorom Annalerne intet indeholde. Omstændighederne vare derfor ikke mindre end gunstige for Landets Colonisering ved Nordmændene og Christendommens Udbredelse; imidlertid lader det dog til, at de saa kaldte Bumænd eller norske Colonister ikke vare saa sjeldne, og det var vel isærdeleshed for deres og de nærmest boende Haalogalendingers Skyld, at man overhoved fandt det nødvendigt at forsvare Finmarken mod Russer og Kareler, og at Vargøhuus Slot blev holdt vedlige, hvorom der, som vi have seet, var Tale i 1340. Men hvorvidt der blev gjort klækkelige Skridt til de egentlige Finners Omvendelse til Christendommen, er vel et stort Spørsmaal. Deres Nomadetilstand maatte visselig gjøre dette meget vanskeligt, og nogen udtrykkelig Beretning om Missionærers Udsendelse haves ikke, ligesom man heller ikke finder Kirker østligere beliggende end Tromsø og Lengjuvik omtalte; overhoved er det vel altfor vist, at alle Omvendelsesforsøg snarere skete med Ild og Sverd, end med det Gode, og at der var en stadig Krig mellem dem og Bumændene[2]. Vi have vel seet, at Kong Haakon den 5te virkelig ej alene søgte at beskytte Finnerne mod de kongelige og biskopelige Ombudsmænds Haardhed, men ogsaa ved visse Lettelser at lokke dem til at lade sig christne. Men denne Mildhed var neppe af Langvarighed. Derfor kunde
