Lagmændene paa Øen havde fremdeles hurtigt vexlet. Blandt de merkeligste af dem maa vi her nævne den oftere omtalte Orm Snorressøn, der var Lagmand paa Sønder- og Øster-Landet 1359–1368, Jon Skraaveiva, der, som vi have seet, blev Lagmand paa Nordlandet og Vesterlandet efterat have mistet Hirdstjornen og dræbtes i Grund-Kampen 1361, samt endelig Thorstein Eyjulfssøn, der ligeledes efter sin Hirdstjoretid flere Gange var Lagmand, paa Nord- og Vesterlandet fra 1362 til 1366, over hele Landet fra 1369 til 1370, og over Sønder– og Øster-Landet 1371[1]. I 1363 kom Nikolas Broddessøn fra Flatatunge, der havde været i Norge, tilbage som Lagmand, uagtet han faa Aar forud havde været i Kirkens Bann; men endnu samme Aar blev han paa Althinget overbeviist om at være Landraademand, uvist hvorledes. Han maatte da igjen over til Norge, hvor han med flere Islendinger, der formodentlig vare paa samme Skib, havde det Uheld at blive plyndret af den voldsomme Gottskalk Skarpenberg paa Baagahuus; dog maa det være lykkets ham at udvirke Benaadning, da han levede mange Aar efter; men han endte omsider med at blive henrettet som en Misdæder[2]. Dette, med saa meget andet, tyder kjendeligt hen paa, at de vigtige Embeder paa Øen uddeeltes af Magthaverne i Norge med en højst uforsvarlig Sorgløshed, og Landets Bestyrelse maa derfor have været saa daarlig, som det vel er muligt. Islendingerne have saaledes Ret, naar de kalde dette en Trængselstid for Landet.
Om Colonien paa Grønland vide vi i hele denne Tid intet andet, end at Broder Alf, Munk i Munkelivs Kloster, indviedes til Biskop i Garde i 1365, hvorved Erkebiskopen, der formodentlig forrettede eller idetmindste tilstedede Vielsen, unegteligt lagde for Dagen, at han ansaa Jon Erikssøn for lovligt skilt fra denne Biskopsstol og følgelig retmæssig Biskop til Hole. Alf havde endnu ikke forladt Norge i September 1366, saasom han da i Biskop Gisbrikts, Agmund Drottsetes og Thorstein Capell-Magisters Nærværelse afgav Vidnesbyrd om nogle Tomter, der tilhørte Klostret; men i 1368 kom han til sit Sæde, hvor der da i 19 Aar, altsaa siden 1349, ikke havde været nogen Biskop[3]. Da maa
- ↑ Lögsögumannatal &c. S. 63. fgg.
- ↑ Isl. Annal. S. 296, 312, 314, 326, 333.
- ↑ Isl. Annal. S. 314, 318, samt Munkelivsbogen S. 12. Der siges ikke udtrykkeligt, at Alf var Munk i Munkelivskloster, men det kan sluttes af hans Benævnelse Broder og af den Omstændighed, at hans Vidnesbyrd hørtes angaaende Klostrets Ejendom.
førerne for hans Drabsmænd, synes det ikke rimeligt, at han paa den Maade afsagde Dont i sin egen Sag. Stedet burde maaskee heller oversettes saaledes: „der kjendtes for Ret, at Thorstein kunde afsone Smids Drab ved Pengebod“.
