Einar Havlidessøn og alle Prester i Skagafjorden samt heelt vester til Rutafjorden. Forvirringen var stor og forargelig. Biskopen suspenderede alle de opsetsige Prester fra deres Messe-Embede, men de kærede sig ikke derom, tog med Magt hans Forkyndelsesbreve fra de Sendebud, som bragte dem, endog fra Prester, og tillod sig andre Voldsomheder mod hans Tilhængere.
Imidlertid vare de nys omtalte fire Hirdstjorer komne til Landet, og Thorstein Eyjulfssøn, der efter Jon Guthormssøns Fraværelse synes at have været Eneherre paa Nordlandet, tog aabenbart, som man kan see, Parti med Eyfjordingerne imod Biskop Jon. Andres Gislessøn var allerede i 1358 draget over til Norge. Sandsynligviis var det de uheldige Resultater af de sidste islandske Hirdstjorers Ferd, som nu atter bestemte Kong Magnus eller hans Raadgivere til at sette en Nordmand til Hirdstjore over Landet. Dette var Smid Andressøn, uvist af hvilken Ætt; han havde ogsaa forpagtet Landet paa tre Aar, men det maatte ansees som en Fordeel, at han ene havde Hirdstjornen uden at dele den med nogen anden. Han kom til Landet i 1360 og medbragte, som der siges, mange Kongebreve. Blandt disse var der formodentlig ogsaa en Indstevning til Thorstein Hallssøn, Thorstein Eyjulfssøn og flere af de mest opsætsige blandt Nordlendingerne, om at komme over til Norge og stande til Rette, thi der siges, at begge Thorsteinerne kjøbte tilsammen et Skib for at drage over til Norge og virkelig tiltraadte Reisen, men bleve drevne tilbage af Modvind, saa at de den følgende Vinter maatte opholde sig paa Island. Arne Thordssøn og Smid Andressøn nærmede sig hinanden i Førstningen nok saa venligt og bandt, som det heder, sit Venskab med fast Aftale; men dette blev dog ikke af lang Varighed. Jon Skraaveiva blev derimod udnævnt til Lagmand, et Tegn paa, at Smid og Regjeringen i Norge gav ham sit Medhold mod Nordlendingerne. Om Vaaren 136l søgte Smid at stifte Forliig mellem disse og Biskop Jon og indfandt sig i dette Øjemed ved et Møde paa Hole den 4de April tilligemed Officialen i Skaalholt (Biskop Gyrd var nemlig død), men intet Forliig kunde komme istand. Smid Andressøn begyndte derfor at gribe til strengere Forholdsregler. Arne Thordssøn, med hvem han ved sin Ankomst havde indgaaet et saa nøje Venskab, ’drog han til Ansvar, fordi han to Aar forud havde ladet en til Døden dømt Voldsmand henrette[1], og kastede ham i Fængsel. Arne henskød sig un-
- ↑ Dette var en Marius Markus, der med sin Hustru og to Sønner overfaldt en Bonde, Orm, i hans Huus, hvor da nogle greb Orm og holdt ham salt, medens Markus mishandlede ham. Derefter blev Markus, Konen og Sønnerne dømt til Døde paa Lambø-Thing af tolv Mand og henrettet ifølge Dommen efter Arne Hirdstjores Foranstaltning. Isl. Ann. Udg. S. 298.
