de Steder, hvor vi have omtalt eller fremdeles komme til at omtale dem. Det er ellers allerede i de her gjennemgaaede Tidsrum kjendeligt, og vil i det følgende end mere blive indlysende, hvorledes disse personalhistoriske Forhold, de anseede Slegters Opkomst eller Aftagen, deres indbyrdes Forbindelser ved Giftermaal mellem Medlemmerne, og de store Godsers Samling under faa megtige Ejeres Besiddelse, er af større og mere indgribende Vigtighed for Norges Historie, end for de fleste andre Landes paa den Tid.
Om Forholdene paa Orknøerne i Tidsrummet siden Kong Haakons Tronbestigelse vides der ikke stort mere, end vi allerede have meddeelt, (s. o. S. 634), nemlig at den soenste Herre Erngisl Sunessøn om Vaaren 1353 fik Titel af „Jarl over Øerne“, som han dog efter den Tid neppe nogensinde betraadte, og at den skotske Høvding Duncan Andersson i 1357 lod udgaa et Manifest til Orknøernes Indbyggere, hvori han som Værge for Malise Jarls rette Arving (nemlig hans Dattersøn Alexander de le Ard) forbød dem at lade nogen af Landets Indtægter gaa ud af Landet, samt at Almuen paa Øerne i den Anledning tilskrev Kongerne Magnus og Haakon og bad om deres Hjelp herimod (s. o. S. 648, 649). Det er forhen antydet, at denne Skrivelse maaskee kunde være bevirket ved den Omstændighed, at Kongerne, efter hvad man maa antage, under Feiden med Kong Erik og hans Tilhængere havde frataget Erngisl, som en af disse, hans Jarldømme og Indtægterne deraf; men hvis han ifølge Forliget i Jønkøping fik dem tilbage, maatte vel ogsaa Spørsmaalet om Alexander de le Ards Rettigheder for det første bortfalde. Det er imidlertid heel sandsynligt, at Erngisl’s egen Ret til Jarldømmet ligeledes bortfaldt, om ikke samtidigt, saa dog meget kort Tid derefter; thi allerede i December 1360 skjenkede han noget Jordegods paa Øland til Nonneklostret i Kalmar til Sjælebod for sig selv og sine tvende Hustruer Mæreta og Annot[1], ved hvilken Lejlighed han ogsaa omtaler den sidste saaledes, at man maa antage, at hun allerede var død; da det nu var med hende, at han havde faaet Jarldømmet, og det ikke lader til, at de havde Børn sammen, fulgte heraf, at Jarldømmet selv, eller hans Deel deraf, faldt til de andre Arvinger. Alligevel beholdt Erngisl Jarletitlen til sin Død 1392[2], uagtet han dog stundom ogsaa slethen kaldte sig
