Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/933

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
915
1355–1371. Begivenheder paa Orknøerne.

Ridder. Han egtede efter Annots Død den anseede Enke Ingeborg, en Datter af Magnus Gudmarssøn, som forhen havde været gift med Ridderen Benedict Thuressøn, og han er fra denne Tid indtil sin Død 1392 Orknøerne ganske uvedkommende, over hvilke Kong Haakon længe før den Tid forføjede til Bedste for Malise Jarls Dattersønner, først Alexander de le Ard, og siden Henrik St. Clair, som det i det følgende skal vises. Imidlertid lader det til, at Kongerne have ladet Øerne bestyre ved Befalingsmænd, nemlig først Thomas St. Clair, siden den forhen omtalte Haakon Jonssøn, Søn af Jon Hafthorssøn. Flere Omstændigheder tyde ogsaa hen paa, at det gik temmelig uroligt til paa Øerne, formodentligt fordi de mange og mægtige Frænder af Stratherne-Ætten i Skotland ved Magt søgte at komme sine Slægtninger, Malise Jarls Dattersønner, til Hjelp og sette dem i Besiddelse af Jarldømmet, medens igjen de norske Kongers Befalingsmænd og Tilhængere søgte, saavidt de formaaede, at hindre dem deri. Den 18de November 1367, ved Parlementet i Scone, udstedte Kong David Bruce af Skotland Breve til sine Befalingsmænd i Inverness og Katanes om at kundgjøre i hans Navn, at Ingen, af hvad Stand og Stilling han saa var, maatte understaa sig paa nogensomhelst Maade at betræde Orknøernes Land eller løbe ind i deres Havne uden som Reisende eller i fredelige Handels- eller andre Erender, under Straf af at miste alt, hvad de, der forbrød sig imod den kongelige Majestæt, kunde miste[1]. Det er her let at skjønne, at Stratherne-Ættens Clansmænd og Tilhængere enten havde truet med et Krigstog til Orknøerne for at indsette Alexander de le Ard i Jarldømmet, eller at de allerede havde begyndt at herje, eller overhoved at bringe den Trusel i Udførelse, som Duncan Anderson for faa Aar tilbage siden havde fremført, og at Kong David har ladet dette Forbud udgaa efter Forestillinger fra det norske Hof. At der desuagtet virkelig blev ført en alvorlig Feide paa Øen, og at Biskop Villjam, selv skotsk af Fødsel, understøttede sine Landsmænd og overhoved ved Vold og andre utilladelige Midler søgte at skaffe disse Magten til Skade for de indfødte Øboere af norsk Herkomst og de norske Konger, derom faar man en temmelig utvetydig Forestilling af en Forliigsact, som endnu er til, sluttet i Kirkevaag den 25de Mai 1369 mellem Biskop Villiam paa den ene og Haakon Jonssøn paa den anden Side under Megling af 24 geistlige og verdslige Mænd, blandt hvilke Archidiaconen Villiam af Buchan og sex andre Geistlige, efter Navnet at dømme af skotsk Herkomst, og et overvejende Antal af skotske Lægmænd: et Beviis nok paa, hvilket Indpas Skoterne allerede

  1. Dipl. N. III. 358.