Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/931

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
913
1355–1371. Anseede Ætter.

Halldor Duuk, Jon Prest paa Vangen og Bjørn paa Hakestad[1]. Ifølge dette Skifte overlod Botulf og Elin Ingeborg endeel Jordegods i Hardanger, nemlig to Mmbool i Spilde i Graven, 4 Mmbool i Teige, i Jondals Sogn, tilligemed Eblegaarden paa Hausthveit i Ullensvangs Sogn; derhos overlod de hende til Brug for Livstid Gaarden Tole i Vikøers Sogn. Altsaa seer man, at de foruden Besiddelserne paa Vors og i Sogn ogsaa havde Gods i Hardanger. Botulf synes at have været en meget anseet Mand i sin Egn, og han nævnes i mange Breve fra den Tid. Hans Hustru Elin Viljamsdatter døde allerede i den store Epidemi, som hjemsøgte Norge i 1371, og som ovenfor er omtalt, efterladende to Sønner, Eindride og Samson. Herom blev der ni Aar senere optaget et lovformeligt Vidnesbyrd paa Vossevangen, idet to Mænd, Arnfinn Halldorssøn og Odd Agmundssøn, bevidnede, at de i den Mandedød, hvori Elin Viljamsdatter døde, saa hendes og Botulfs tvende Sønner friske og levende paa Finnen efter Moderens Død[2]; de vare saaledes berettigede til Arv efter hende. Men formodentlig døde ogsaa disse kort efter, eller i samme Epidemi, thi der tales ikke mere om dem, medens derimod deres Fader Botulf Eindridessøn, der i mange Aar overlevede Elin, ogsaa herefter optræder som Ene-Ejer af Finnen og alt det øvrige Ætte-Gods. Botulf egtede derpaa Aasa Haavardsdatter, af den anseede Rogne-Slegt paa Vors, en Datter af Haavard Hallessøn paa Røtin, og Broderdatter af Odd Hallessøn paa Rogn (s. o. S. 412). Paa denne Maade kom ogsaa en Deel af Rogne-Godset til den allerede forud saa rige Ætt, hvis Medlemmer derfor i det følgende Aarhundrede optraadte med endnu større Anseelse end hidtil og omsider ved Giftermaal kom i den nøjeste Forbindelse med Giske-Ættens daværende Repræsentanter[3]. Herom vil der paa sit Sted blive udførligere handlet. Der fandtes naturligviis endnu mange andre anseede og megtige Ætter i Norge, hvis Medlemmer nævnes i Breve og offentlige Forhandlinger fra denne Tid, men det vilde lede til altfor stor Vidtløftighed, om vi her udførligt vilde omtale deres Slegtskabsforhold og Besiddelser, især da de nødvendige Oplysninger derom allerede meddeles paa

  1. Dipl. N. I. 385.
  2. Dipl. N. I. 462. Her staar der vel ikke udtrykkeligt, at „Mandedøden“,i hvilken Elin afgik, var den i 1371, men da Elin nævnes som levende i Breve efter den store Mandedød i 1349–50, f. Ex. i det nys ovenfor meddelte Skiftebrev af 1365, er det klart, at der her ikke kan være Tale om nogen anden Epidemi end den af 1371.
  3. Om disse Ætter, see forøvrigt Munthe i N. Samll. III. S. 591 fg.