mere Liv og Pragt end de øvrige Stæder i Landet. Thi her samledes ogsaa, med Hoffet og Regjeringen, stadigt eller idetmindste hyppigt de megtigste og indflydelsesrigeste Mænd, om de end havde deres Hjem paa andre Kanter af Landet, og her var Geistligheden meer end almindeligt riig og glimrende; i Oslo var nemlig Mariekirkens Capitel nu maaskee det rigeste, og i alle Fald det fornemste, i Norge; desforuden fandtes her selve Domkirkens Capitel, der ogsaa var meget riigt, og de to rige Klostre, Nonneklostret og Cistercienserklostret paa Hovedøen. Det er allerede nævnt, at det især var Stæderne Rostock og Wismar, der handlede med Oslo og Tunsberg og her underholdt Forbindelser lige dem, som Lübeckerne underholdt i Bergen. Til Hamar, oppe i Landet, og Kongehelle, nede ved Elven, hører man i denne Tid saagodtsom aldeles intet. Hamar var vel endnu fremdeles kun en Biskopsflekke, ligesom Stavanger, hvad ogsaa den ikke sjeldne Benævnelse Biskopshamar noksom viser; Kongehelle synes at have tabt al Betydning, siden Baagahuus og ikke længer Ragnhildarholmen var det kongelige Slot og Residensen paa disse Kanter. End mindre veed man om Vedø, Borgund og Kaupangr. At Vedø og Borgund endnu i 1384 vare etslags Handelspladse, sees af en Anordning, som i dette Aar udstedtes; men her nævnes rigtignok ogsaa Vaagen i Nordland, saaat det ej er afgjort, om de vare stort betydeligere end dette Fiskerleje. Vedø nævnes ogsaa oftere i Breve; den kan dog neppe have været aldeles ubetydelig, thi der omtales flere Kirker, som Korskirken, Peterskirken, Mariekirken, og enkelte Gaarde, endog en Kongsgaard[1]. Kaupangr havde derimod, som det synes, allerede tabt sin By-Charakter og var blevet et Herresæde i Karlshoveds og hans Søn Josephs Besiddelse, medens dog enkelte nærliggende Gaarde med By-Navne mindede om, at her havde været en By[2]. I Borgund omtales endog i det følgende Aarhundrede trende Kirker[3]. Idetheletaget synes det dog, som om Byerne i hine Tider, naar man fraregner den Omstændighed, at alle Huse rimeligviis vare af Træ, og faa eller ingen tækkede med Tegl, men alene med Torv, ikke have haft et saa uanseeligt Udvortes, som man ellers skulde kunne være tilbøjelig til at slutte af det ringe Folketal og den ubetydelige Handelsrørelse. Thi Husene til hver Gaard vare baade mange og store og indtog sikkert et ikke ubetydeligt Areal. I Søstæderne indeholdt Gaardene altid store Pakbodrum i den Deel, som vendte til Bryggerne, vidtløftige Rum til
