Da Tydskerne, som vi ville see, senere hen virkelig ganske fortrængte den norske Befolkning fra Østsiden af Bryggen og selv bleve Ejere af Gaardene, kan man ikke tvivle paa, at de allerede nu stræbede hen til dette Maal, medens Nordmændene gradeviis mere og mere bleve trængte over paa Stranden. I det Store skete dette ikke førend henimod Midten af det følgende Aarhundrede, thi de Afbrydelser, som endnu af og til fandt Sted i Handelsforbindelsen mellem Norge og Stæderne, kunde heller ikke andet end stundom ganske tilintetgjøre og at standse den gjorte Fremgang i dette Fortrængelsessystem, saa at man for en stor Deel maatte begynde fra nyt af. En saadan Standsning maa især Krigsforholdet 1368–1370 have frembragt. Thi om man end ikke kan tage Annalernes Ord, „at de Tydske bleve udjagede fra Bergen“, bogstaveligt, da det er umuligt andet, end at mange ere blevne tilbage, især af dem, der havde taget fast Bopæl der, saa maa dog en stor Oprippen have fundet Sted, og idetmindste synes Bryggen for en kort Tid at have været renset for de anmassende Fremmede. Men det varede jo rigtignok ikke længe, førend de atter kom tilbage igjen. At nu ogsaa Nidaroos, trods sin mere afsides Beliggenhed og overvejende klerikale Charakter, havde faaet en tydsk Haandverksstand, er nys omtalt. Stavanger var paa denne Tid endnu ikke nogen egentlig Kjøbstad, men alene etslags Flekke, som Biskopsstolen og formodentlig de nye Fiskerier i Nærheden oprindeligt havde kaldt til Live. Om Udlendingerne handlede der, saa maatte dette endnu betragtes som „Fjordekjøb“ og Landprang, der var sterkt forbudet; imidlertid har der vel ogsaa her blandt Haandverksklassen ikke været faa Tydske. Fra Stavanger fandtes der langs hele Kysten ingen By, førend man kom til Skidan eller Skien. Af de nys anførte kongelige Bevilgninger for Indbyggerne af Byen og dens Omegn skulde man antage, at den meste Handel, som her fandt Sted, bestod i Salg af Kornvarer, især Malt, til Beboerne af det store Opland, Thelemarken og Grenland; forøvrigt hører man ikke om anden Udførsel derfra, end den af de bekjendte eidsborgske Brynestene eller Hardstene, der endnu komme fra samme Egn. Det kan først have været Trælasthandelen, som gav Skien sin egentlige Fremvext; før den Tid var den vel endnu mere en Art af Flekke, opstaaet ved Klostrets og Herresædet Bratsbergs Nærhed, samt tillige ved Beliggenheden paa det øverste Sted, hvortil Skibe, der kom ind fra Havet gjennem Grenmar, kunde gaa op. Tunsberg og Oslo derimod maa for sin Tid have været anseelige Stæder, der næsten kunde sammenlignes med Bergen, og som foruden ved den sterke Samfersel med Udlandet og de mange Udlendinger, som stadigt opholdt sig der, nu tillige som hyppige Opholdssteder for Kongen og Hoffet, og især Oslo som den egentlige Hoved- og Residensstad maa have udviklet
