Ketil Vigleikssøn fra Hviteseid i Thelemarken om et der forøvet Drab[1]. Flere Drabsberetninger fra disse Aar kjendes ikke, og det er, som sagt, højst merkeligt, at de alle ere fra Skienssyssel. Det vidner umiskjendeligt om, at der her raadede større Vildhed end andensteds, og dette bekræftes ogsaa af hvad Biskop Eystein i Oslo endnu tredive Aar senere yttrede i et Hyrdebrev til Thelebønderne, „at Manddrab desverre hendtes der hyppigere end i noget andet Bygdelag“[2]. Men paa den anden Side viser det ogsaa, at den Djervhed og Stridbarhed, der forhen var en National-Egenskab hos det hele Folk, og som, foredlet af Culturen og ledet af en viis Styrelse, vilde kunne have gjort Landet om ikke megtigt, saa dog uangribeligt for Fremmede og sikkret dets Uafhængighed, nu kun levede tilbage i Thelemarkens afsides Fjelddale og her udartede til en Raahed og Vildhed, der maaskee ikke engang i vore Tider fuldstændigt er udryddet.
Stæderne i Norge maatte paa denne Tid frembyde et besynderligt Skue ved de mange Udlendinger, som der deels boede og havde nedsat M„ deels ferdedes i længere Tider. Mest opfyldt i faa Henseende var naturligviis Bergen, hvor ej alene de lübeckske Handelhuses Factorer havde sit Tilhold, men ogsaa andre tydske Kjøbmænd, Skippere og Skibsfolk den hele Vaar og Sommer altid i Mængdeviis vare tilstede, medens deres Skibe opfyldte Vaagen, og desforuden den hele Mængde af Haandverkere i de indre Dele af Byen omkring Vaagsbunden bestod af Tydskere, ej at tale om de tydske Mænd af andre Livsstillinger, der havde giftet sig med norske Kvinder og vare blevne norske Undersaatter. De store Gaarde paa Bryggen tilhørte vel endnu de norske Ætter, i hvis Besiddelse de forhen havde været, eller deres Arvinger, som kun udleje-de Rum og enkelte Stæder til Tydskerne; men sandsynligt er det dog, at Tydskerne nu havde faaet saa fast Fod her, at det vilde have været vanskeligt at faa dem ud for den Huus-Ejer, der maatte ønske det, og der var allerede længe Tale om Bebyggelser over paa Stranden, hvor man maa antage, at de mere anseede Mænd, der fandt det ubehageligt at dele Huus med de tydske Kjøbmænd og daglig have den neppe med Stilhed eller under tækkelige Former drevne Handelsbedrift omkring sig og lige for fine Øjne, søgte sig Boliger, naar det var dem muligt. Saaledes have vi allerede seet, at Hr. Hauk Erlendssøn beboede den saakaldte Audunargaard, der formodentlig havde tilhørt Audun Hugleikssøn, og at ligeledes Erkebiskopsgaarden laa paa den anden Side af Vaagen.
