Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/908

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
890
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

neppe antage, at Folketallet i 1371 oversteeg 350000, og hvis det, som man maa formode, før den store Mandedød var lidt over en Million, bliver dog den gamle Angivelse nogenlunde rigtig, ifølge hvilken Folkemængden ved Mandedøden (man maa her rigtignok regne alle de tre „Mandedøder“, 1349–50, 1359–60 og 1371) skulde være reduceret til en Trediedeel af hvad den forhen var.

At selve Folkelivet under saadanne Forhold maatte tabe sin Friskhed, Foretagelsesaanden lammes, og en vis Mathed og Døsighed ruge over den hele Befolkning, var altsaa vel uundgaaeligt, om end ikke ogsaa den politiske Umyndighed, hvori Folket nu sank dybere og dybere ned, bidrog Broderparten til at kvæle Livsfriskheden. Denne sørgelige Tilstand giver sig paa mange Maader tilkjende i de os opbevarede historiske Beretninger og Actstykker, saa faa og lidet indholdsrige de end ere. Endog den blotte Ikketilværelse af Beretninger, hvor de før ej plejede at savnes, taler her tydeligt nok. Vi see Bønderne uberedvillige til at gribe til Vaaben for Fedrelandets Forsvar; vi see de fremmede Kaperskibe ustraffet herje Norges Kyster, hvor de i tidligere Dage vilde have mødt væbnede Langskibe i hver eneste Fjord; vi see Byernes indfødte Borgere med en vis mat Resignation finde sig i det fremmede Handelsaag, og neppe engang ved de allergroveste Fornærmelser af de overmodige Tydskere, der betragtede dem som „eenfoldige Stakler“, at tage Mod til sig og sette haardt mod haardt; skeer noget saadant, da udgaar det fra de kongelige Befalingsmænd, som de øvrige Borgere og Bønder lode tænke og handle for sig, uden selv at tage Haand i med, som i gamle Dage. Endog til de forhen temmelig hyppige Drabssager, der tildeels mindede os om Livet i den gamle Sagatid, hører man nu sjeldnere; dette kan vel paa en vis Maade betragtes som et Tegn paa større Civilisation og mindre Raahed hos Folket, men for en Deel kan man dog antage det for et Tegn paa den almindelige Mathed og Mangel paa Livsfriskhed, thi Civilisationen stod i disse bedrøvelige Tider neppe paa et højere Trin end ved Aarhundredets Begyndelse, og i det følgende Aarhundrede, da Folket igjen begyndte at komme noget til Kræfter, begynde atter Drabssagerne at blive hyppigere. Det er fremdeles Skienssyssel, og især Thelemarken, hvorfra de forekomme. Vi have saaledes en Beretning fra Aste Bergulfssøns Lensmand, Ivar Arnessøn, dateret Skien den 23de August 1354, om et Drab, begaaet paa Gaarden Bergar i Medalheims Sogn, men uden Omstændigheder, der her fortjene nogen særdeles Omtale[1]. Mere merkelig er den næste, indsendt til

  1. Dipl. N. I. 341.