dag 1360, at man ifølge Detmars Vidnesbyrd intet lignende havde seet siden den store Død, og at paa mange Steder neppe hvert tiende Menneske blev i Live. J Lübeck døde paa et eneste Døgn den 10de August 2500 Mennesker[1]. Sygdommen kom ogsaa til Rusland, men standsede ved Pleskov[2]. Endelig hjemsøgtes Norge i 1371 af en ødeleggende Smittsott, for hvilken Nabolandene merkeligt nok, synes at være bleven forskaanede. „En stor Mandedød og fremført gik over hele Norge“, staar der i de islandske Annaler[3]. Især skulde man tro, at denne Sott var meget ondartet i Oslo, thi i det oftere omtalte Brev, som Hr. Henrik Henrikssøn skrev herfra til Kong Haakon den 15de August 1371, heder det strax i Begyndelsen: „jeg maa melde Eder, at Erkebiskopen af Throndhjem døde igaar Nat her i Oslo; Hr. Sigurd (Hafthorssøn) kommer ikke af Sengen for Øjeverk; og Fru Ingeborg. (Erlingsdatter) formoder jeg ikke kan undslippe, og har man her intet andet at agte, end at bære dødt Folk til Jorden“. Paa Vestkanten kaldtes denne Sott ligefrem „Mandedøden“, hvilket ligeledes betegner den som meget drebende; saaledes afgave ved 1380 to Lagrettesmænd paa Voss deres Vidnesbyrd om, at de i Mandedøden, da Elin Viljamsdatter (s. o. S. 412 samt nedf.) døde, var tilstede paa Finnen ogsaa der hendes og hendes Mand Botulf Eindridessøns Sønner Eindride og Samson levende og friske[4]. Ogsaa denne Sygdom maa vistnok tages i Betragtning med som virkende Aarsag til den overvettes Afgang paa de geistlige Personer, at Throndhjems Diøcese mod Slutningen af 1371, som ovenfor nævnt, ikke i Alt havde flere end fyrretyve Prester, medens den tidligere havde henved trehundrede. Saaledes havde Landet neppe kommet sig af den ene Sygdom, førend den anden begyndte, medens dens Kyster tillige hjemsøgtes af Ufred. Tilstanden kan derfor kun have været maadelig, og mange Gaarde eller Jordstykker maa have henligget udyrket af Mangel paa Folkehjelp. At anstille nogen Beregning over Folkemængdens Størrelse paa denne Tid vilde vel være en Umulighed, men naar man betænker, at Norge endog henved halvtrediehundrede til trehundrede Aar senere ikke kan have haft stort over 450000 Indbyggere[5], kan man
- ↑ Detmar Udg. S. 276.
- ↑ See Ilmoni, Bidrag til Nordens Sjukdomshistoria, I. S. 184, 185.
- ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 324. Beretningen er her henført under 1373, men de fleste og paalideligste Haandskrifter (hvoriblandt de før omtalte, betegnede F. og I) have 1371.
- ↑ Dipl. N. I. 462. Der staar vistnok ikke udtrykkeligt, i hvilken „Mandedød“ Elin døde, men da hun levede endnu i 1365 (Dipl. N. I. 375), kan der alene være Tale om den sidste.
- ↑ See T. Aschehougs Afhandling i Langes „Norsk Tidsskrift“, II. S. 305 fgg.
