Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/909

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
891
1355–70. Drabssager.

Kong Magnus den 1ste Juli 1356 fra Kleppen i Heitradal af en anden af Aste Bergulfssøns Lensmænd; den tyder hen paa etslags Fejde, eller et langvarigere fjendtligt Forhold. En vis Arne Nikolassøn, fortælles der, kom i 1355 til en anden Bonde, Ketil Ormssøn, der bød ham at drikke. Arne, der synes at have været en Slagskæmpe af det egte Slags, svarede: „jeg skal drikke, hvad enten du vil eller ej“, og hugg med det samme efter Ketil, som fik kastet sig til Side, saa at Hugget kom i Stolen. Skjerthorsdag 1356 opsøgte Arne atter Ketil, som da var hos Bonden Salve Steinssøn paa Brekke; Arne løb imod Ketil med løftet Breedøxe, og Ketil stod op imod ham, men Salve fik Arne bragt ud, medens Ketil blev inde; Arne blev nu den hele Nat udenfor og raabte til ham, at han skulde komme ud, men maatte omsider forføje sig bort med uforrettet Sag. Men Fredagen i den paafølgende Uge mødtes de atter i en Skov mellem Aslaugseid og Suhm; da var Ketil Angriberen og gav Arne tre Øxehug, eet mellem Skuldrene, eet paa Armen og eet paa Foden, medens Ketils Broder Aslak ligeledes hugg ham tre Hugg, hvoriblandt eet paa Foden, saa den gik af, og Arne døde. Morgenen efter lyste de begge Viiglysning, og Lensmanden indstillede dem i sin Indberetning til at nyde Landsvist, saasom Drabet var uoverlagt[1]. Samme Aar anmeldte Drottseten Hr. Orm Eysteinssøns Ombudsmænd i Sandssverv et Drab, der forefaldt paa Elfteleid i Anledning af nogle fornærmelige Ord, som en vis Olaf Audunssøn havde sagt til en Anund Arnessøn[2]. Merkeligt er det, at ogsaa Geistlige undertiden gjorde sig skyldige i Drab. Den 12te September 1358 sendte Presten paa Bruggaberg i Thelemarken formodentlig i Egenskab af Provst eller kirkelig Ombudsmand[3], tilligemed tre andre Mænd fra Eid i Lagardal en Ind-

  1. Sammesteds, II. 331.
  2. Sammesteds, I. 349. De fornærmelige Ord anføres i Brevet, men ere vanskelige at forstaa, idetmindste er det vanskeligt at see, hvad fornærmeligt der er i dem. Olaf heder det, kaldte Anund „furtsnakkar“ og sagde til ham, da han kom til Elfleleid: „hvi snakkar þú hér, Anundr“. Endvidere fortælles det, at Olaf løb op og bad Anund vove en Dyst med ham, om han var Søn af en Kone og ikke en Hestepande (mararenni), derhos hævede han sin Øxe og Bukler i Vejret „saaledes, som han skulde henge“.
  3. Der er flere Exempler paa, at Presterne paa Bruggaberg (nu kaldet Brunkeberg) tillige vare Provster i den Deel af Thelemarken, der laa til Hamars Diøcese. Provsterne vare i kirkeligt Henseende ganske hvad Sysselmændene var i verdsligt, fornemmelig Skat-Indkrævere. Vi have saaledes endnu et Brev af 19de November 1361, hvorved Biskop Gisbrikt i Bergen beskikkede en vis Kalf Baardssøn til Provst i Vinje og Uppheim paa Vors; han overdrager ham, heder det, Provstedømmet i hine Districter „til at søge alle mindre kirkelige Sager, som Biskopen ikke selv skulde overtage“ (Dipl. N. II. 366).