Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/873

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
855
1360–1371. Den norske Kirkes Forfald.

særskilte Skrivelser, udstedte Dagen efter, at melde ham saavelsom Europas øvrige Fyrster sin Ophøjelse[1]. Vi have allerede seet, hvorledes flere Andragender fra Kong Haakon, til Bedste for danske Geistlige og Lægmænd, og indgivne sandsynligviis under hans Ophold i Danmark om Sommeren 1365, bleve bevilgede. Ligeledes fik Kong Valdemar under sit Ophold ved Curien under 5te Marts 1364 bevilget for Kong Haakon og Dronning Margrete tilligemed flere andre Fyrster og Herrer, hvoriblandt Hertug Henrik af Mecklenburg og hans Hustru Ingeborg, Hertug Erik af Saxen, og Hertug Valdemar af Slesvig fuld Syndsforladelse i deres Dødsøjeblik og Ret til at lade holde Messe for sig ved et flyttbart Altar, saavelsom paa Steder, der ellers vare underkastede kirkeligt Interdict[2]. Man kunde letteligt tænke sine at den sidste Tilladelse for Kong Haakons Vedkommende nærmest sigtede til det Tilfelde, at det Interdict, hvormed der var truet i Anledning af Gjelden, virkelig var blevet forkyndt, men slige Tilladelser hørte i de Tider til dem, som Konger og Fyrster uden nogen særskilt Anledning, men kun for muligt paakommende Tilfelde, lode sig meddele, saa at man ikke deraf tør drage nogen bestemt Slutning.

Vi faa forøvrigt af disse sparsomme Efterretninger, der er os levnede om den norske Kirke i de første tyve Aar efter Mandedøden, den umiskjendelige Forestilling om, at den havde seet sine bedste Dage, og at den nu næsten befandt sig i en søvnlignende Tilstand. Endog den blotte Mangel af Efterretninger vidner herom. Hvis det Liv og den Virksomhed havde hersket, som i det foregaaende Aarhundrede, ja endog under Erkebiskoperne Eiliv og Paal, vilde der dog have været noget at berette; man havde dog erfaret om Provincialconcilier, om enkelte Biskopers kraftige Optreden under politiske Forhold, hvor en saadan Optreden kunde være saa naturlig. Men Biskoperne forholdt sig tavse og uvirksomme, ligesom deres underordnede Geistlighed. De synes alene at have haft sine Kirkers og sine egne økonomiske Fordele for Øje, og naar vi finde deres Navne i offentlige Acter, da er det kun som samtykkende Raadsherrer. For en stor Deel tør vel Affolkningen formedelst Mandedøden og den Lammelse, der ved denne kom over Folket i det Hele taget, have været Aarsagen, men meget maa vel ogsaa have ligget i Kirkestyrernes egen Mangel paa Duelighed og Virksomhedsaand. Og heri sporer man tydeligt de fordærvelige Følger af de avignonske Pavers Politik, ved umiddelbar Indgriben i de enkelte Kirkeprovindsers Styrelse, at hemme Metropolitanerne og omsider ogsaa Lydbiskoperne i deres lov-

  1. Regest. Urb. V. Secr. ann. I. f. 9.
  2. Regest. Supp. Urb. V. ann. 2. p. fol. 21. 22.