Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/872

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
854
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

neppe var saa stor som tidligere, da der oftere end forhen tales om Salg af Jordegods. Aarsagen var formodentlig Affolkningen og Vanskeligheden ved at finde Lejere eller Forpagtere. Erkebiskop Olafs Eftermand som Abbed i Nidarholmens Kloster, Hallvard, var kort efter Mandedøden saa fattig, at han ikke kunde betale Servitspengene, 15 Mk. brendt, men maatte 1356 udstede Gjeldsbreve derfor til Johan Guilaberti[1]. Abbeden i Hovedø Junker derimod, Arnulf, var af Paven selv udnævnt til Collector og tog til Undercolleetor Munken Ingjald Jonssøn af sit eget Kloster, der siden blev Prior. Arnulf døde før 1358, thi i dette Aar var en Jon Abbed i Hovedø[2]. Ved at gjennemlæse flere af de os fra denne Tid levnede Testamenter faar man det Indtryk, at Klosterne her i.Landet ikke nu nød fuldt saa megen Yndest og Anseelse som de sekulære Kirker, thi der er ingen Tvivl om, at disse betænktes meget rigeligere.

Kongernes Forhold til Kirken var forøvrigt stedse det kjærligste; de viiste den den største Hengivenhed, vernede ivrigt om dens Rettigheder og betænkte den med rigelige Gaver[3]. Derfor viiste Curien sig ogsaa bestandig venlig og eftergivende mod dem. Vi have seet, hvorledes Pave Innocentius den 6te anvendte al mulig Skaansel i at indkræve det betydelige Laan, der havde staaet saa længe hen, og at den Excommunication, der efter Sigende skulde have været udtalt over Kong Magnus og hans Dronning, for det første blev udsat, og siden, om den endog blev proklameret og hvilede en Stund ved Kongens Hoved, dog hverken blev langvarig eller gjorde nogen Forskjel i den Venlighed, hvormed Paven kom ham i Møde, om end hans misfornøjede svenske Undersaatter derfra hentede et af sine Paaskud for at afsette vant fra Regjeringen. Kong Haakon arvede sin Faders Yndest ved Curien. Saasnart Pave Urban den kue var bleven kronet den 6te November 1362, skyndte han sig ved

  1. Originalbrev i det pavelige Archiv.
  2. See ovenfor, S. 680.
  3. Kong Magnus’s og Dronning Blanches Testamente er allerede omtalt. De fleste Capitler og Klostre have sandsynligviis faaet udstedt Bekræftelsesbreve raa deres Rettigheder og Friheder efter Kong Haakons Tronbestigelse, og især taget Anledning dertil, naar Kongen eller Cantsleren paa hans Vegne vare tilstede. Saaledes fik Munkelivs-Kloster Bekræftelsesbrev den 23de Juni 1361 under Kongens Nærværelse i Bergen (Munkelivsbogen S. 9–10); og Chorsbrødrene i Nidaroos benyttede sig af Hr. Vinalde Henrikssøns Nærværelse med Storseglet i Septbr. 1366 til at lade sig Bekræftelse meddele paa de dem af Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn meddeelte Privilegier (Dipl. N. II. 383). Under Kong Haakons Regjering, 1365, indskjerpedes ved en i hans Navn af Hr. Vinalde udstedt og beseglet Forordning de ældre Bestemmelser om Olafsskot og Hallvardsskot d. e. de aarlige Afgifter til St. Olaf og St. Hallvard. N. gl. Love III. 185.