hans Fader; derom vidner en heel Række af Breve, hvorved han søgte at verne om og tildeels udvide dens Rettigheder. Saaledes fik Provst Peter i 1360 Bemyndigelse til skadesløst at bortbytte Kirkens Jordegods mod andet, nærmere og nyttigere; 1364 stadfestede Kong Haakon med sin Faders Samtykke alle af dem og deres Forfedre givne Privilegier for Kirken; den 24de Januar 1367 irettesatte han fra Akershuus Bønderne i den ydre Skibrede paa Follo, fordi enkelte af dem viiste sig forsømmelige i at betale Vaar- eller Høst-Ledingen til Chorsbrødrene, og bød dem herefter at indbetale den ordentligt under fire Marks Straf i Brevebrud, heri ej beregnet, hvad de havde at udrede til Provst Peter, deres Sysselmand; den 30te November 1368 bekjendtgjorde han fra Oslo, at den almindelige Tilbagekaldelse under Kongedømmet af alle Sysler, Pant og Privilegier, som han af forskjellige Aarsager havde fundet fornøden, ej skulde gjelde Mariekirken; navnlig maatte ingen forholde den Høst- og Vaar-Ledingen af Varna Skibrede i Borgesyssel. Den 14de November 1370 skjenkede han paa Akershuus til Marie-Altaret i samme Kirke Gaarden Fjeld i Røysebygden paa Ringerike med alt Tilliggende til en daglig Messe for sin Moders, sin afdøde Broder Kong Eriks, og for sin egen Sjæl[1]. En Erhvervelse, som Mariekirken synes at have gjort tinder Kong Haakon, forsaavidt man ej finder den omtalt tidligere, er Syslen i Haddingdal med Hemsedal. Den omtales allerførst i 1365, og det er vanskeligt nok at vide, hvad der kan have bevæget Kongen til at skjenke Kirken denne afsidesliggende Syssel, der ikke engang hørte til Oslo’s Diøcese, og som Provsten og Capitlet maatte lade bestyre ved en Ombudsmand[2]. Ogsaa personligt prøvede Hr. Peter Erikssøn Kongens Gavmildhed, thi den 17de August 1365 forærede Kongen ham og hans Arvinger den Deel af Gaarden Øykren i Oslohered, der havde ligget øde siden Mandedøden[3]. Og paa Kongens Omhyggelighed overhoved for, at hans Capeller og Capellgeistlighed ej ulejligedes med Tiendekrav til det pavelige Kammer have vi nylig seet Beviis. Meget bidrog vel ellers til Forkjærligheden for Mariekirken i Oslo, at denne Stad nu lige siden Kong Haakon den 5tes Tider var at ansee som Kongernes Hovedresidens, og Kirken saaledes som deres stadige Hofkirke.
Om Klostrene, deres Personale og deres Virksomhed hører man i al denne Tid lidet eller intet. Man seer kun, at Gaver og Testamenter til Klostrenes Bedste fremdeles oprettedes, medens enkeltes Velstand dog
