Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/865

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
847
1360–1371. Biskopsskifter.

af deres Indtægter, deels og fornemmeligt, i den store Mangel paa Prester, hvorom man kan gjøre sig nogenlunde Forestilling, naar man erfarer, at Throndhjems Biskopsdømmes Geistlige, der forhen bestod af omtrent 300 Personer, i 1371 strax efter Erkebiskop Olafs Død kun bestod af 40, tildeels gamle og affældige[1]. I denne havde Anledning Biskoperne, som vi have seet, maattet henvende sig til Paven om Tilladelse til at antage Personer, der ellers med Hensyn til Alder og Herkomst ikke uden særskilt Dispensation kunde antages, ligesom ogsaa mange Svenske bleve ansatte. Men om deres øvrige Virksomhed erfare vi ellers lidet eller intet. Efter det Provincialcollegium, som Erkebiskop Olaf holdt i 1352, tales der ikke mere om noget andet saadant, uagtet man dog maa antage at, flere have været holdt; vi finde vel undertiden alle Biskoperne samlede, navnlig den 29de September 1361 paa Baagahuus, da Kong Magnus og Dronning Blanche overdrog Otte Romer det audunske Gods i Nordfjord[2], men det synes altid kun at have været som Medlemmer af Raadet, og ved Raadsmøder i politiske Øjemed, ikke i blot og bart kirkelige Anliggender. Dog er det meget muligt, at der ved slige Sammenkomster, navnligt den her nævnte, ogsaa er blevet holdt særskilt Provincialconcilium, skjønt intet nævnes derom, og ingen Statuter derfra forefindes.

I Slutningen af Aaret 1363 eller i Begyndelsen af 1364–-sandsynligt det sidste – døde Biskop Haavard i Hamar. Til hans Efterfølger udnævnte Paven ved Provision den til Prest ordinerede Predikebroder Magnus Slangesthorp, den 29de Mai 1364[3]. Han siges i en gammel Biskopsfortegnelse at være af dansk Herkomst[4], og dette bestyrkes ogsaa af hans Tilnavn, der aabenbart betegner ham som fød eller hjemmehørende i den sjælandske By Slangethorp, nu Slangerup. Da der i Provisionsbrevet for ham ikke staar det mindste om, at han enten selv var valgt af Capitlet, eller at nogen anden var valgt, og Valget casseret, men kun at Paven ved at erfare hans Formands Død forbeholdt sig Besettelsen, for at Kirken ikke skulde staa længe vacant, maa man antage, at han ved sin Udnævnelse har været nærværende ved Curien; da dette forudsetter en vis Grad af Indflydelse ved denne, ligger det temmeligt nær at antage, at han har været Pønitentiar for den danske Tunge og Provins, d. e. for hele Norden. Thi disse Pønitentiarer valgtes gjerne blandt Predikebrødrene, og vi have allerede haft to Exemp-

  1. Dipl. Norv. V. 268.
  2. Dipl. Norv. II. 365.
  3. Reg. Urban. cod. chart. T. 8 (ann. 2) fol. 161.
  4. Nemlig i Huitfeldts Biskopskrønike: der staar: „Magnus Danus“.