Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/864

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
846
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

At de pavelige Tiende-Indsamlere i Norge gik temmelig skarpt til Verks, maa man formode deraf, at Kongen fandt det nødvendigt, udtrykkeligt, og det endog uden at vente til han kom hjem fra Danmark, at lade hiint Forbud udgaa til dem mod at ulejlige hans Capeller og Klerker med Tiendekrav, hvilket de, efter hvad der var ham berettet, skulde have i Sinde. Men dette Forbud har rimeligviis forebygget det. Om Indkrævningen paa Island vides ikke mere end at Ivar af Holm efter sin Udkomst til Island 1364 lod de ham af Guido medgivne Pantebreve den Sag vedkommende oplæse i Skaalholt[1]. Imod Slutningen af 1367 vendte Guido efter al Sandsynlighed tilbage til Frankrige, og afgik ej længe efter ved Døden[2] Hans Virksomhed i Norden bragte neppe stort Udbytte for de pavelige Kasser.

70. Tildragelser inden den norske Kirke under Krigsaarene.


Vi have nu fulgt de politiske Begivenheder, hvori Norge og dets Konger umiddelbart tog Deel under de Rystelser, der endte med Unionens Opløsning; det er her nødvendigt, ogsaa at betragte de samtidige Forhold og Tildragelser i Landet selv saavelsom i Bilandene, forsaavidt som de sparsomme Efterretninger, som derom ere os levnede, tillade os at danne os en Forestilling derom. Her træde os først de kirkelige Forhold imøde. Norges Biskoper – det vil sige de i Landet selv – vare i 1360, foruden Erkebiskop Olaf, Haavard paa Hamar, Gisbrikt i Bergen, Botulf i Stavanger, og Hallvard i Oslo. Af disse vare Erkebiskopen og Gisbrikt fra Mandedødens Tider, Botulf ej meget yngre, Hallvard fra 1359. De havde alle haft at kæmpe med de Ulemper, som Følgerne af den store Dødelighed havde medført, deels i Forringelse af

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 318. Beretningen staar her under Aaret 1369, men det antydes, at tre Codices henfører den under 1365, en under 1364, en under 1367, en under 1368. Paa den rigtige Sammenhæng faar man i denne forvirrede Udgave ej ordentligt Rede, men da det tilføjes, at Ivar havde faaet Brevene af Guido, som da var „nykommen til Norge“, er det klart, at Aaret 1364 eller i det det seneste 1365 maa verre det Rette. Guido havde vel neppe udnævnt Ivar til sin Undercollector og overdraget ham Brevene, hvis han ej netop havde staaet reiseferdig. I 1366 udnævntes nye Hirdstjorer, (Ann. S. 316).
  2. Guido nævnes senest i Sverige d. 6te Juli 1367 (Celses Bullar. S. 131); i 1368 synes han at være reist hjem, siden Bernard Andres: fra Nismes, den 30te Marts 1368, i en Qvittering for modtaget Treaarstiende i Ribe Stift, siger, at han af Guido er beskikket til Subcollecior i hans Sted for Provincia de Dacia, tilligemed Biskop Magnus af Ribe (Suhm XIII. 632). Guido omtales som død i Buller af 1372.