ogsaa enkelte hemmelige eller mundtlige Aftaler været gjorte, f. Ex. at Hr. Sigurd Hafthorssøn, der var kommen i et saa fjendtligt Forhold til Tydskerne i Bergen, at man maatte befrygte idelige Sammenstød paa ny, hvis han vedblev at være Hirdstjore der, skulde forflyttes; thi vi finde ham allerede Aaret efter som Sysselmand paa Raumarike, en Stilling, der ikke kan have været saa anseelig, som hiin[1]. Men for Fredens Skyld var en saadan Forflyttelse vistnok nødvendig.
Saaledes var da omsider denne langvarige og for Norge ødelæggende Krig tilendebragt, thi vi ville i det følgende see, at Freden nu virkelig kom til at vedvare. I Sammenligning med de Betingelser, som Danmark maatte underkaste sig, kan man vistnok sige at Norge slap vel derfra; det blev dog ikke sønderlemmet, behøvede ikke at afstaa den mindste Plet til de overmodige Handelsmænd. Men Hovedvilkaaret var dog ydmygende nok. Thi det Handels-Aag, som Landet havde søgt at afkaste, maatte det atter tage paa sig, og takke dertil, og man kan lettelig begribe, at om Tydskerne forhen havde været overmodige og tøjleløse i Norge, maatte deres Overmodighed og Tøjleløshed nu ikke kjende nogen Grændser, trods ethvert nok saa strengt Advarselsbrev fra Stæderne; thi de triumferede nu som Sejrherrer, og det var lagt for Dagen, at Norges Folk idetmindste ikke for Øieblikket besad Kraft og Sammenhold nok til varigt at holde dem Stangen. Det var ogsaa en uheldig Omstændighed, at Kongen havde Krigen med Sverige at føre, og den sønlige Pligt, Faderens Befrielse, at opfylde. For dette Øjemed maatte, især efter de Tiders Begreber, alle andre Hensyn settes til Side. Han maatte, koste hvad koste vilde, skaffe sig frie Hænder til at fortsette Krigen mod Mecklenburgerne i Sverige med størst mulige Eftertryk. Danmarks Ydmygelse maatte betage ham alt Haab om at kunne faa nogen Understøttelse derfra, og han maatte derfor endog prise sig lykkelig ved at faa Stædernes farlige Kaperkrig tilendebragt uden større Indrømmelser, end dem, hvori han nu samtykkede. Men at han ikke havde opgivet alt Haab om at faa Overhaand igjen, og om atter at kunne indskrænke Hanseaternes Velde i Landet, kan man allerede slutte deraf, at han ikke indgik en bestandig Fred. Thi intet havde vel været Stæderne kjærere, end om en saadan strax var bleven indgaaet og en efter al Sandsynlighed uforholdsmessig stor Erstatning tilstaaet dem, medens de havde Over-
- ↑ Den 19de Juni finde vi Hr. Sigurd med to kongelige Hirdmænd og begge Lagmændene for Oslo og Hamar paa Eidsvold, altsaa paa Eidsiva Thing, Dipl. N. II. 418, udstedende Vidisse af en kongelig Forordning: det er altsaa tydeligt, at han her optræder som Sysselmand. Den 6te Juli sees han at selge Jordegods paa Raumarike, Dipl. N. III. 372.
