magten. Men det maa have været Kongen og hans Raadgivere, som foretrak at henskyde den endelige Afgjørelse i Fremtiden, i Haab om bedre Tider og gunstigere Forhold.
Kong Haakon og Kong Albrecht stod nu ene lige overfor hinanden, og skulde udkæmpe Striden om Sveriges Krone og Kong Magnus’s Befrielse uden fremmed Hjelp. Ikke engang af sin Fader kunde Albrecht nu vente synderlig Bistand. Hertug Albrecht var for meget optaget med sine egne Anliggender. Sønnens Stilling i Sverige var saaledes ingenlunde misundelsesverdig. Den egentlige Herre var Hertugen, ej alene fordi han ved sin faderlige Myndighed, sin Alder og sin Klogskab beherskede Sønnen, naar han var tilstede, men ogsaa fordi han, deels for at sikkre sig Indflydelse, deels for at faa de Omkostninger godtgjorte, som han havde haft for at bringe Sønnen paa Sveriges Trone, havde ladet sig vigtige Slotte og store Besiddelser overdrage som Pant, hvilke han igjen, efter de Tiders Skik, overdrog som Pante-Lehn til mecklenburgske Riddere, og det hendte da endog, at disse igjen paa lignende Maade overlod dem til andre Landsmænd. Paa denne Viis var Landet opfyldt af og udstykket mellem mecklenburgske Herrer, der betragtede sig og sine Besiddelser som Sveriges Konge uvedkommende, omgave sig med tydske Krigsfolk, og dannede en udenlandsk Magt i Staten, til Harme for de indfødte Stormænd, hvis Indflydelse derved forringedes, og til Plage for Almuen, der trykkedes og udsugedes af de fremmede Herrer[1]. Selv omgav ogsaa Kongen sig fortrinsviis med Tydskere. Vel kunde han ikke aabenbart sætte sig ud over de vedtagne Styrelsesformer, eller ignorere de indfødte Adelsmænd, der havde sat ham paa Tronen og ligesaa let kunde afsette ham igjen, idetmindste naar de atter indkaldte Kong Haakon; han maatte vel altid i vigtigere Anliggender raadføre sig med sit svenske Raad, og overdrage de vigtigste Statsembeder til dets Medlemmer; men det er dog umiskjendeligt, at det egentlig var hans tydske Omgivelser, der ledede hans Skridt, og at Sverige var paa god Vej til at blive et Lydrige under Mecklenburg. Misfor-
- ↑ En fortrinlig Skildring af disse Forhold, hvortil jeg derfor kun behøver at henvise Læseren, hvis han skulde.ønske nærmere Oplysning derom, findes i Styffe’s Fortale til hans her ofte paaberaabte „Bidrag“, S. XLVIII–LV, jevnfør ogsaa XCV–CII.
