Ustyrlighed og Anmasselser give Anledning til nye Ubehageligheder. „Ingen“, heder det blandt andet, „maa besatte sig med at kjøbe Vrag eller skibbrudent Gods, heller ikke maa den ene Tydsker af den anden kjøbe Rug, Malt eller andet Gods til et ringere Beløb end for 100 Sh. engelsk. Ingen Kjøbmand, Skipper, Kjøbmandssven eller Skibsmand maa bære Vaaben, under Bod af 20 Sh. engelsk, med mindre han særdeles maatte behøve det, og da skal han bede om Tilladelse dertil af Kjøbmændenes Forstandere, som da ej ville negte ham den“. Det er kun et Spørsmaal, om denne Tilladelse blev meddeelt med behørig Forsigtighed[1].
Ej længe efter, den 30te November, blev en virkelig Fred sluttet med Danmark, og som det synes efter meget kortvarige Underhandlinger, da der endnu paa Hansedagen den 21de October raadsloges om Forbundets Fornyelse og Krigens Fortsettelse til næste Aar, og hvorledes man i Danmark vilde „brende, røve, tage Skibe og gjøre Skade som man bedst kunde“. Men vi have rigtignok seet, at der ved Hansedagen den 11te Marts havde været Tale om en Sammenkomst med danske Gesandter, saavelsom om en anden med Kong Valdemar den 15de April, og herved kan meget have været udrettet. Fra dansk Side udstedtes Fredsbrevene af Rigsforstanderen Henning v. Putbusch og 24 Riddere og Raadsherrer, hvoraf de fleste vare Befalingsmænd paa kongelige Slotte. Disse havde, som det heder, med Kong Valdemars Vilje, Samtykke og Bud, og deres egen fri Vilje, samt med det menige Riges Raad dagthinget denne evige „Fred og Forligelse“. Da Brevene ere udstedte i Stralsund, maa man saaledes antage at de danske Herrer have begivet sig derhen. Ved denne Fredsslutning blev for det første det Frihedsbrev ordlydende bekræftet og gjentaget, som Kong Albrecht nys havde udstedt, og hvilket naturligviis var affattet ganske saaledes som Stæderne havde foreskrevet det. De heri indeholdte Friheder og Rettigheder ere deels de samme, som allerede forhen var Stæderne bevilgede, deels ogsaa flere nye og heel betydelige, navnlig at al Sild, der førtes til Søs gjennem Øresund, skulde være aldeles toldfri, og at der alene af Skibet skulde svares en ringe Afgift, ligesom overhoved Tolden ogsaa paa andre Artikler nedsattes betydeligt. Men den vigtigste og for Danmark mest ydmygende Indrømmelse var, at Stæderne til Erstatning for den Skade, de havde lidt i Aarene næst før denne Krig, skulde nyde de to Trediedele, og Kongen alene beholde een Trediedeel, af alle de Indtægter, der faldt i Skanør, Falsterbod, Malmø og Helsingborg i 16 Aar, og at de, for at de kunde nyde disse Indtægter i Fred, skulde i de
- ↑ Lappenbergs Sartorius II. S. 666–678.
