samme Aar have de nysnævnte fire Stæder med tilliggende Hereder i Besiddelse; og til Sikkerhed igjen for, at Kongen vilde forsvare dem i denne Besiddelse, stilledes Vardbergshuus med alt hvad dertil hørte til deres Raadighed i de 16 Aar, hvorfor Befalingsmanden, Konrad Molteke, der selv var en af Underhandlerne, maatte give sin Forsikkring paa, at han, eller hans Søn efter ham, i al denne Tid skulde bolde det Stæderne til Hænde. Kong Valdemar skulde besegle disse Artikler med sit store Segl, saafremt han vilde blive ved sit Rige, og ikke overdrage dette til en anden Herre i Forening med de Biskoper, Riddere og Svene, som Stæderne vilde have dertil paa Danmarks Vegne. Vilde Kong Valdemar i sin Levetid sette en anden Herre til Riget, da skulde de Herrer, som udstedte Fredsbrevene, ikke tilstede det uden med Stædernes Samtykke, og denne Tronfølger skulde med sit store Segl og tilligemed de Biskoper, Riddere og Svene, som Stæderne vilde have, besegle dem deres Friheder. Paa samme Maade skulde der forholdes, naar Kongen døde[1]. Mere ydmygende Betingelser kan man neppe tænke sig, og Nøden i Danmark maa sikkert have været stor, siden Rigsraadet bekvemmede sig til at gaa ind derpaa. Imidlertid var denne Fredsslutning endnu kun foreløbig, thi de tydske Underhandlere erklærede at de ikke kunde indgaa paa nogen særdeles Fred, førend de havde talt med de andre forbundne Herrer og deres respective Raad. Ligeledes manglede endnu Kong Valdemars Erklæring og Besegling. Herom blev der nu ogsaa handlet paa den næste Hansedag, der holdtes i Stralsund den 1ste Mai 1370[2]. Man blev der enig om at besegle Fredsbrevet, og besluttede, formodentlig paa Grund af at Kong Valdemar nu var længere borte, at Stædernes Breve til Kongen først skulde dateres fra Michelsdag 1370, og da være tilstede i Stralsund for at leveres til Kongen, naar denne havde leveret sit Ratificationsbrev, beseglet med sit store Segl. Men dette hindrede dog ikke, at der allerede d. 24de Mai udvexledes foreløbige Fredsbreve[3], aldeles af samme Indhold som de nys omtalte, med de forhen nævnte danske Raadsherrer, saavelsom Erkebiskopen af Lund og to andre Biskoper, der i det Øjemed atter havde begivet sig til Stralsund. Kun forandredes Tiden, hvori Stæderne skulde nyde de skaanske Indtægter og besidde de skaanske Slotte samt have Pant i Vardberg, til femten Aar, formodentlig fordi man regnede, at eet Aar af de sexten nu allerede paa det nærmeste var hengaaet. Udvexlingen af Ratificationsbrevene fandt
