Reform. At den strakte sig til alle Dele af Landet, er neppe troligt; Beboerne af de vestlige Kystfylker kunde umuligt forpligtes til at udrede Ryttere, der skulde gjøre Krigstjeneste udenfor Landet. Det føromtalte Opbud vedkom nærmest Baagahuus Fogderi eller Elvesyssel, og man erfarer, at det tillige strakte sig til Oplandene og Oslo’s Fehirdsle[1]. Det tør være muligt, at Reformen ej har naaet videre end disse Districter, hvis Beskaffenhed og Beliggenhed gjorde den befalede Udrustning lettere for dem. Det er heller ikke saa usandsynligt, at idetmindste en lignende Maade at gjøre personlig Leding paa allerede fra gammel Tid herskede paa Oplandene, hvis Indlands-Beliggenhed gjorde det umuligt, at Udfarebaalkens Bestemmelser i Landsloven om Ledingsskibe og deres Bemanding der kunde gjøres gjeldende, uagtet de med den hele Baalk vare uforandret optagne ogsaa i de for Eidsivathinget indrettede Exemplarer af Kong Magnus Haakonssøns Landslov. Der er al Grund til at antage, at man der i Praxis endnu fulgte de Bestemmelser om Ledingen, der fandtes i den gamle Sevslov, men som nu med denne selv desverre ere tabte.
Imidlertid vare nu heller ikke alle de forbundne Stæder lige hidsige paa at fortsætte Striden. Det ligger i Sagens Natur, at Stæder, beliggende saa langt fra hinanden, og i saa mange forskjellige Lande, ogsaa maatte have heel forskjellige Interesser, og at et Krigsforbund mellem dem ikke kunde blive langvarigt. Dette viiste sig paa den næste Hansedag, som holdtes i Lübeck efterat Stilstanden med Norge var bleven bekjendtgjort, nemlig den 8de October, og hvortil et usedvanligt stort Antal Deputerede havde indfundet sig. Her skulde der nemlig handles om Krigens Fortsettelse til næste Aar. Det er nemlig allerede omtalt, at medens de vendiske Stæder havde forbundet sig med Fyrsterne paa to Aar, havde de preussiske og nederlandske alene indgaaet Forbundet paa eet Aar, og der var derfor nu Spørsmaal om, hvorvidt de sidste vilde forlænge Tiden i Liighed med hvad hine havde vedtaget. Men hertil svarede de Zuydersøiske, for hvilke fremdeles Kampen førte Ordet, at de ingen Fuldmagt havde til at bestemme noget derom og kunde saaledes intet Samtykke give, saamegetmere som de antog, at andre Sendebud fra deres Stæder allerede vare undervejs; imidlertid skulde de foredrage Sagen for deres respective Raad, og lovede at indfinde sig og give Svar paa et Mode, der skulde holdes i Lübeck næste Midfaste Søndag (11te Marts). De fra Preussen kunde ikke engang give nogen Bestemmelse herom, men lovede kun at tale derom til Magistraterne hjemme. De vendiske Stæder derimod, som havde forbundet sig paa to Aar, og som unegteligt ogsaa vilde have den største Fordeel af Krigens heldige Ud-
- ↑ Dipl. II. 417.
