gang, besluttede eenstemmigt at forlænge Pundgjelds-Ydelsen endnu et heelt Aar, at Kjøbenhavns Slot fremdeles skulde holdes besat, og at alle de Borgere af hver enkelt Stad, som efter det første Tog havde faaet Hjemlov, skulde indfinde sig til Hæren igjen i de sidste Dage af October. De bestemte ogsaa, at da man havde bragt i Erfaring, hvorledes Kong Valdemar lod sig store Skatte og Pengesummer tilsende fra Danmark, skulde enhver Stad i sit Buursprog bekjendtgjøre, at Enhver, der kunde faa fat paa disse Penges Overbringer, skulde selv faa beholde dem. Og endelig blev der i samtlige Stæders Navn skrevet en Opfordring til Borgerne i Visby om at vende tilbage under den svenske Krone. Men i hiint Svar, som de zuydersøiske Befuldmægtigede gav, laa egentlig allerede en Tilkjendegivelse af, at deres Stæder helst søgte at drage sig ud af Striden, thi ellers havde det været en let Sag, at bemyndige dem til at samtykke i en Forlængelse af Forbundstiden. Det forholdt sig ganske rigtigt saaledes, at nye Gesandter fra de nederlandske Stæder vare i Vente, men det kunde neppe være de Deputerede ubekjendt, at disse Gesandter netop havde det Erende, at underhandle med Kong Haakon øm en Separatfred. Og det var saaledes af Udfaldet af disse Underhandlinger, at det Svar, som de nederlandske Stæder skulde give paa næste Midfastesøndag, var afhængigt[1].
Disse Gesandter ventede man til Norge henimod Midten af November. Den 11te November gav Kong Haakon fra Tunsberg sin Raadsherre og Drottsete Hr. Agmund Finnssøn Fuldmagt til at meddele dem det fornødne Lejde. Han betegnede dem her som „Ambassadører og Sendebud fra Raadmændene, Scheppens og Kjøbmænd i Kampen, Harderwyck og de øvrige Stæder og Byer ved det vestlige Hav“, der nu for at opnaa Fredens Gode vilde indfinde sig hos ham. Det overlodes Hr. Agmund selv at bestemme Tiden, hvortil, og Maaden hvorpaa denne Grid skulde tilstaaes. At dette overdroges Hr. Agmund, har sin naturlige Grund deri, at Gesandterne, der kom vestenfra, sandsynligviis først vilde lande paa Vestkanten i Norge. Dog er det ikke usandsynligt, at Hr. Agmund ogsaa har faaet Fuldmagt til at underhandle med dem paa Kongens Vegne, og at det saaledes ikke engang var Meningen, at de skulde begive sig til Østlandet[2].
Men enten maa disse Underhandlinger dog ikke have fundet Sted,
