Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/830

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
812
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

Foranstaltninger af den Natur. Muligt, at man vilde opdage dem, hvis flere Breve vedkommende Regjeringen og dens Ombudsmænd fra de Tider vare levnede, men de yderst faa, som endnu ere tilbage, give ingen Oplysning derom, og vi ere saaledes alene overladte til Gjetning. At Kongen maa have været misfornøjet med eller haft Mistanke til flere af sine Ombudsmænd og Veitslemænd, maa ansees som vist, og det er heller ikke saa usandsynligt, at hans og hans Faders Modstandere i Sverige ogsaa have søgt at indvirke paa de norske Stormænd, og faaet enkelte af dem over paa sin Side. Men at Antallet af disse ej kan have været stort, og at maaskee de fleste beholdt sine Sysler og Forleninger, overhoved at den hele Reduction ej kan have haft saa meget at betyde, og med største Lethed har gaaet for sig, det maa man slutte af den Omstændighed, at man hverken i Breve eller andre Optegnelser, navnligt i de islandske Annaler, hører mere om den. Maaskee har den ogsaa været etslags Finans-Operation, hvorved Kongen vilde skaffe sig Midler til Krigens Fortsettelse. Endelig er det muligt, at denne Reduction har staaet i Forbindelse med en Forandring i Ledingsvæsenet, hvorom man ligeledes intet nærmere erfarer, men som var saa radical, at den umuligt har kunnet være gjennemført uden Folkets Samtykke paa Rigsmøde eller Lagthingene, idet nemlig Udrustning af Krigsmænd til Hest sattes i Stedet for den nu mindre tjenlige Udrustning af Ledingsskibe. Vi ville nedenfor see, hvorledes Kong Haakon allerede i 1370 paabød en saadan Udrustning, hvorved fem Bønder skulde udruste den 6te med en god Hest, Vaaben og Kost[1]. Det er umuligt, at en saadan Forandring kan være skeet ved et slet og ret Magtsprog af Kongen. Vel kunde han sige, at han raadede over Ledingens Anvendelse; men Maaden, hvorpaa den skulde anvendes, var nu engang lovbestemt; den nye Udrustning maatte, idetmindste i Førstningen, være kostbarere og byrdefuldere for Bønderne end den gamle, og i alle Fald synes den at maatte have krævet mange Forberedelser, og Omordning af Bestemmelserne om Udredning af Kost, Udnævnelse af Befalingsmænd, Samlings- og Tjeneste-Tid, o. s. v. Forandringen var visselig nødvendig, naar man ikke vilde see sig nødt til, i de fleste Fejder at maatte leje fremmede Tropper, og den er et Beviis paa Kongens og Raadets roosverdige Bestræbelser for at undgaa dette Onde, men det er dog et stort Spørsmaal, om den Krigsstyrke, man derved fik paa Benene, havde stort mere at betyde, end Ledingstropperne fordum. Den er ogsaa i og for sig et paatageligt, og sørgeligt Tegn paa, at det nu var forbi med Norges gamle Velde til Søs. Men ilde er det, at man skal savne alle nærmere Oplysninger om en saa vigtig

  1. Dipl. N. I. 412, jevnfør nedenfor.