Konge, og lover at opretholde ham som saadan, ja endog at tvinge Haakon med Magt til at antage de for ham saa ydmygende og ufordeelagtige Fredsbetingelser, medens derimod han selv sørger paa det omhyggeligste for sin egen Fordeel, og for at sikkre sig og sit Rige den varige Besiddelse af de Landskaber, som han kunde siges mere at have erobret fra Haakon, end fra Albrecht, da sikkert kun den mindste Deel af dem før Krigen havde været i dennes Vold.
Der bestemtes ved denne Tractat først og fremst: a) at Valdemar skulde beholde Gotland med Visby, hele Verend og Finnveden med tilhørende Slotte, Elfsborgs Slot med tilhørende Hered, dog Ljodhuus derfra undtaget, hvis det hørte til Heredet, Halvdelen af Hisingen, Kinds- og Marke-Hered samt hvad Landskaber og Slotte han for øvrigt havde i sin Besiddelse allerede før afvigte Pinds, da Fejden begyndte; og at alt dette skulde tilhøre Valdemar og hans Arvinger og Efterkommere, og for stedse tillægges Danmarks Rige[1]; b) at Albrecht derimod skulde beholde alle de øvrige Dele af Sverige, og at Valdemar og Danmarks Rige med al deres Magt skulde styrke og forsvare ham i Besiddelsen deraf mod hvilkensomhelst, der gjorde ham den stridig; Hertugen og hans Sønner skulde ligeledes beholde det hele Hertugdømme Mecklenburg, Grevskabet Schwerin, og Herskabet Rostock, og Danmarks Konge forsvare dem i
- ↑ De nysnævnte Landskaber i Vestergøtland og Smaaland vare saaledes de, som Valdemar eller hans Mænd eller maaskee, naar det kommer til Stykket, Kong Haakon selv og Hertug Erik af Saxen inden Pintsen 1366 deels havde erobret, deels forud havde i sin Besiddelse. Og disse sidste udgjorde vistnok det meste, eller idetmindste ligesaameget som de erobrede Landskaber, thi Størstedelen af Vestergøtland maa allerede før Krigen have været i Haakons Hænder, med mindre man maa antage, at de af Kong Albrecht udsendte mecklenburgske Krigsmænd, da de trængte frem lige til Ljodhuus, ogsaa ved samme Lejlighed besatte det øvrige af Vestergøtland, saa at det maatte erobres tilbage. Det er ikke usandsynligt, at noget saadant har fundet Sted, og at Valdemar har behandlet det, som man i nyere Tider behandler Skibe, der, efter at have været erobrede af Fjenden, men siden befries af Krigsskibe fra det Land, hvortil de selv høre, tilfalde Besætningen paa disse som god Prise, ikke deres egne oprindelige Ejere. Gotland var vel ikke saa tidligt blevet erobret, thi efter al Rimelighed blev det taget umiddelbart før Tractaten sluttedes, som det i det følgende skal vises. Hvad den omtalte Halvdeel af Hisingen angaar, da menes herved Tuve og Lundby Herreder, der, som bekjendt, hørte til Vestergøtland, og saaledes udgjorde en Deel af Ljodhuus’s eller nu Elfsborgs Lehn. Retten til dem havde oftere været Gjenstand for Tvist mellem Norge og Sverige; Kong Valdemar Byrgessøn havde i sin Trængselstid endog afskaaet dem til Kong Magnus Haakonssøn 1276 (Becker: ældste Archivregistraturer I. S. 75), men denne Afstaaelse havde da ej længer Kraft. Det er aabenbart denne Afstaaelse, som Huitfeld ved en Misforstaaelse har henført til Kong Valdemar Christopherssøn og Magnus Erikssøn; og saaledes kunne vi herved berigtige, hvad derom ovenfor S. 573 er yttret.
