at Hanseaternes Stilling i Bergen var meget mislig. Allerede ved Hansedagen i Stralsund den 27de Marts 1365 blev der paa Rostockernes Vegne skrevet til Hr. Sigurd Hafthorssøn og de tydske Oldermænd i Bergen, rimeligviis for at faa Uenigheden bilagt. Paa Hansedagen i Lübeck den 24de Juni 1366 blev der skrevet nye Breve til Hr. Sigurd Hafthorssøn om at erstatte den Skade, han havde tilføjet flere af Kjøbmændene, (i Mellemtiden havde formodentlig de ovenomtalte Voldsomheder fundet Sted), saavelsom til Oldermændene i Bergen, om at hindre at nogen kjøbslog eller har Omgang med ham eller hans, førend han havde givet den forlangte Erstatning. Dog skrev man samtidigt ogsaa et andet Brev til Oldermændene og Kjøbmændene, hvori det tilkjendegaves dem, at der indløb idelige Klager over den Ustyr, de begik i Staden, og at de derfor nu til Kjøbmandens egen Nytte og Fremme havde forordnet visse Bestemmelser, der skulde gjelde i tre Aar; deriblandt forekomme disse Bud, at Alle og Enhver skulde vogte sig for slig Ustyr, at hvo som forbrød sig i saa Henseende, skulde bøde efter Landsloven; skete der Manddrab, skulde Oldermændene og de dertil beskikkede Kjøbmænd tinge Manddraberen Fred under 100 Sh. Engelsk, og bestemme en Dag til mindeligt Forliig, eller hvis dette ej kom istand lade Retten have sin Gang; blev der da fastsat en Pengebod, skulde de to Trediedele tilfalde Byen og den tredie Oldermændene til Kjøbmændenes Behov; holdt Nogen Samlinger eller gjorde Stemplinger, hvorved Kjøbmændene kunde komme i Fortred, da skulde det straffes saaledes, at man huskede det til en anden Gang, og ingen Skipper maatte bringe en saadan Forbryder bort[1]. Saaledes lader det dog til, at der nu var paakommet Stæderne nogen Skrek, og at de fandt det raadeligst at tage Rev i Sejlene. Det følgende Aar, ligeledes paa en Hansedag i Lübeck den 24de Juni (1367) da man forøvrigt særskilt tilskrev Kong Haakon, Olaf, Biskoperne Botulf og Gisbrikt, Hr. Agmund Finnssøn og Hafthorssønnerne om at skaffe Erstatning for de begangne Kaperier, fandt man det ogsaa nødvendigt at lade en ny Advarsel udgaa til Oldermændene og Kjøbmændene i Bergen. Her forekomme disse merkelige Udtryk, som tilfulde betegne Udstrækningen af den Insolens, disse Kjøbmænd viiste mod Nordmændene. „Vi beder Eder alvorligt“, heder det, at I bolde Fred og Enighed med Nordmændene, og ikke ansee dem for altfor eenfoldige og ynkelige (nimis simplices aut exiles). Da vi desuden vide, at der blandt Eder findes flere letsindige og lostungede Mennesker, bede og befale vi Eder at hol.de slige Folk i T’øjle, saa at de ikke fremføre ærekrænkende eller usømmelige Ord mod Fyrster, Herrer, eller an-
- ↑ Sammesteds S. 567. 584. 585. 592.
