udvalgtes. Albrecht Albrechtssøn af Mecklenburg til Sveriges Konge, og hyldedes ved Mor« Stene (den 15de Februar 1364)[1]. Den hele Akt har aabenbart været tumultuarisk og saa uformelig, som muligt. For det første manglede sikkert over en Trediedeel af Herrerne, for det andet maatte man forud vide, at Kongerne Magnus og Haakon ikke kunde erkjende de oprørske Herrers Competens til at indstevne dem eller nogen anden for Rigsmødet, og saaledes endog af denne Grund ikke kunde afgive Møde, om de end havde kunnet vove det for sin Sikkerheds Skyld. Endelig er det vel at merke, at ifølge Sveriges Love var en Udlending ikke engang valgbar til Tronen. Lovløsheden, Vilkaarligheden og Uretten var her saaledes ganske paa de oprørske Herrers og Mecklenburgernes Side. Men Albrecht stod dog nu ved sit Maal, til hvilket han i saa mange Aar utrætteligt havde stræber, uden at endse Løfter og Forpligtelser, Frændskab eller Venskab. Han maatte vel vide, at hele Sverige ikke hermed var vundet, og at der vilde forestaa hans Søn en haard Kamp, inden han vandt det, om det overhoved nogensinde lykkedes ham at vinde det. Men han havde erhvervet sig en Adkomst til aabenlyst at stræbe efter Herredømmet over Riget, der idetmindste i Manges Øjne syntes gyldig, og dermed var allerede det Vigtigste udrettet. Fra nu af kunde han ved Siden af sine listige Intriguer bruge Vaabenmagt, og de nys forefaldne Krigsbegivenheder maatte give ham grundet Haab om, heri at spille Mester.
- ↑ Udførligst er Beretningen herom hos Corner (l. c.), der synes at have haft gode Kilder, hvilke nu desverre ere tabte. Dog maa det være en Fejl, naar han siger, at Rigsmødet traadte sammen ved Uppsala Søndagen Reminisiere, det vil sige 2den Søndag i Fleste, der i 1364 var den 18de Februar, thi der gives ikke mindre end trende Breve om Ulvavads Mølle i Uppland, udstedte, det ene af Drottseten Nikolas Thuressøn, det andet af Karl Ulfssøn til Tofta, og det tredie af Kong Albrecht selv, alle daterede St. Sigfrids Dag eller 15de Februar; og da Albrecht her fører Kongetitel, samt ved at bekræfte Dommen udfører en Regjeringshandling, er det klart, at han da allerede maa have været valgt og hyldet til Konge. Da nu ogsaa Haakon blev valgt og hyldet St. Sigfrids Dag den 15de Februar, er det sandsynligst, at denne svenske Nationalfestdag ved begge Lejligheder valgtes til Hyldingsdag. Ericus Olai, der her synes at haft bedre Kilder, opregner Klagepunkterne, der nu ogsaa bleve de Punkter, hvorpaa Afsettelsesdommen grundede sig. Blandt dem nævner han allerførst denne, „at han var excommuniceret og kjettersk, siden han, allerede i fem Aar offentligt excommuniceret og alvorligt paamindet og advaret, intet brød sig derom, ildesindet mod den kirkelige Magt“. Da meente dog Paven anderledes, der fremdeles behandlede ham med den største Forekommendhed.
