Denne siden er korrekturlest
738
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.
ud deraf. Vist er det, at Blanche endnu levede og beseglede Kongebrevet Tunsberg den 1ste Juli, og at hun ikke kan være død førend i September i det allertidligste, thi først den 7de Januar 1364 gav Kong Magnus, som da opholdt sig i Jønkøping, Fehirden paa Tunsbergshuus og to andre Mænd Fuldmagt til at aabne alle Gjemmer i hendes Fadebuur og bringe de der forefundne Sager til ham. Hun blev derfor vist heller ikke, som det bar været paastaaet, begraven i Danmark, men snarere i Tunsberg[1]
- ↑ Beretningen om at .Blanche, Christopher og Fru Herdiis skulle have faaet Gift, forekommer allerførst, merkeligt nok, i de islandske Annaler (Udg. S. 312). Der staar saaledes i Flatø-Annalerne (skrevet lidt før 1400) for 1364: „Svegen med Gift Kong Erik Magnussøn (dette maa være Skrivfejl for „Magnus Erikssøn“) og hans Frue Blanche i et stort Hof“. Nogle andre lægge til, idet de henføre Begivenheden til 1363: „og Fru Herdiis Thorvaldsdatter og Hertug Christopher, Søn af Kong Valdemar“; nogle faa tilføje efter Ordene „i et stort Hof“: „i Kjøbenhavn“. Der staar altsaa i det Hele taget, „at Kongen, Dronningen, Fru Herdiis og Hertug Christopher bleve svegne med Gift ved en stor Hoffest i Kjøbenhavn“. Men den Omstændighed, at Kongen selv her regnes blandt dem, som bleve „svegne“, viser i alle Fald, at dette Udtryk ej behøver at forklares som om de saaledes „svegne“ ogsaa omkom deraf; Nedskriveren kan maaske alene have tænkt sig, at der blev gjort et Forsøg paa at forgive dem, og at de følte sig ilde derefter. Chron. 1363 (Asmuss. & Michels. l. c. 226) siger, „at Bryllupet holdtes Søndag efter Paaske:9de April) i Kjøbenhavn, hvor Fru Blanche, Sveriges Dronning, blev syg og døde, og hendes Liigferd berededes højtideligt“. „Samme Tid“, tilføjes der, „blev Hertug Christopher angreben af Svaghed, der varede i nogle Uger, under hvilken Svaghed han døde, og blev begraven med megen Højtidelighed i Roeskilde Domkirke“. De øvrige eldre Chronica nævne intet om Dødsfaldene, og det er først Corner (l. c. S. 1105), som siger at „den guddommelige Retferdighed straffede den mod Jomfru Elsebe begangne Troløshed derved at Fru Blanche og Christopher døde „sammesteds“ (ibidem) altsaa ved Bryllupet, uden dog at nævne noget om Gift. Men at Blanche endnu var lyslevende den 1ste Juli, og da endog i Tunsberg, altsaa hjemkommen fra Danmark, sees noksom af det ovennævnte Landsvistbrev, som endnu forefindes i det norske Rigsarchiv (aftrykt i Dipl. N. II. 372), og er udstedt i Kong Magnus’s Navn samt „i Fru Blanches Nærværelse“, det vil altsaa sige egentlig af hende selv, i hendes Egenskab af Statholderinde over Kong Magnus’s Landsdeel. Døde hun desuagtet af den Gift, hun fik den 9de April, da maa denne Gift i alle Fald have været meget langsomt virkende. Og det samme maa have været Tilfeldet med den Gift, Fru Herdiis skulde have faaet, thi da det ovenfor omtalte Brev af 26de Septbr. 1363 (Dipl. N. II. 375), hvori hun nævnes som død, indeholder et Beviis for at Hr. Sigurd Hafthorssøn var hendes rette Arving, er det klart, at hun ej kan være død mere end i det højeste en kort Tid forud. Dronning Blanches Død maa, som vi ovenfor have anført, være at henføre til en endnu senere Tid paa Aaret, siden Kong Magnus ikke førend den 7de Januar 1364 gav Ordre til at undersøge hendes Fadebuur, hvilket dog maatte være en en af de første Foranstaltninger han traf, saasnart han fik hendes Død at vide. Befalingen, der endnu findes i det svenske Rigsarchiv (aftrykt i Dipl.