Randsagningen af Gjemmerne, der, besynderligt nok, ikke gik for sig førend i Februar 1365, bragte ingen store Rigdomme for Dagen. Det meste, man forefandt, vare forskjellige Stykker kostbart Tøj og Klædninger, nemlig to Stykker stribet Fløjel, tolv Alen langt, et Stykke blaat Fløjel, 8 Alen langt, et „Hedenstykke“ med Guld og blaa Indfelgning, 6 Alen, et hvidt Stykke Baldakin, hvoraf allerede noget var afklippet, nogle kostbare Messe- og Altarklæder, et Par Bordknive og fire Sølvskeer i et „Huus“, en liden Bolle med Sølvlaag, et lidet Skriin, hvori tre Smaragder, halvaattende Øres Vegt Parisersilke og ti Dokker groft Silke; endeel Kryderier, „et Par Bordduge, som ofte havde været paa Bordet, og et Par Liinlagen, som ofte havde været i Sengen“, samt
N. III. 335), er dateret fra Jønkøping. Mere end en Maaneds Tid kan ej antages at have gaaet hen fra den Tid, da Kongen modtog Dødsbudskabet, og indtil han skrev Brevet. Budet fik han altsaa rimeligviis først i December, og fra det Sted, hvor Blanche døde, er det maaskee afgaaet først i November. Dette gjør det sandsynligt, at Blanches Død faldt i Løbet af Septbr. eller October 1363. At hun var død før den 4de October 1363, kan maaskee sluttes deraf, at Erik Ketilssøn da kalder sig Marsk i Vermeland, see nedenfor S. 750. Ogsaa Christopher, skjønt han døde tidligere end de andre to, døde dog fortidligt til at Giften fra Bryllupsgildet kunde have slaaet ham ihjel, thi man maa dog vel stole paa Angivelsen i den roeskildske Gavebog (Scr. r. D. III. 272) der udtrykkeligt siger, at han døde den 11te Juni. Huitfeld nævner endog St. Bernhards-Dag, den 20de August, og oversette-r hine Ord i Chr. af 1363 „at han laa syg i flere Uger“ (infirmitate captus per aliquot septimanas) med „han laa nogle Uger forbistret“, hvilket igjen har været forklaret som om han var afsindig. Ericus Olai har intet derom, ligesaalidet Riimkrøniken. Olaus Petri (S. 138) siger, at Blanche døde „nogen Tid før eller efter“ (Bryllupet), men veed intet om Gift at fortælle. Messenius derimod har som sedvanligt givet sin Phantasi og sin vilkaarlige Combinationslyst frit Løb. I den føromtalte Margrete af Vadstenas Chronicon tales der om Cecilia, Fru Birgittas Datter, der fik den i Lægekunsten kyndige Laurents Johanssøn til Egte. Nu fortæller Messenius (Scondia T. 3. S. 21, 22, og T. 12. S. 198, 199), at Valdemar for at skaffe Svigersønnen og Datteren hurtigere Adgang til den svenske Trone, ved Bryllupsfesten bibragte Magnus, Blanche og deres Følge Gift i rigeligt Maal, at Blanche døde, samt blev begraven ved Benedict Algøtssøns Side i Sorø, og at ligeledes Hertug Christopher kom til at drikke af samme Bæger, hvorved han først blev afsindig og efter faa Aars Forløb døde, medens derimod Magnus frelstes ved sin dygtige Læge Laurents Johanssøn, hvilken han til Belønning gav Cecilia’s Haand, siden dennes forrige Festemand ligeledes var død af hiin Gift. Dalin (II. 537) gjentager naturligviis det meste heraf. Lagerbring (III. 487) og Suhm (XIII. 486) veed, uvist hvorfra, at Blanche blev begraven i Ringsted. Hun blev vel hverken begraven i Ringsted, som hine, eller i Sorø, som Messenius sige, men i Tunsberg, med mindre hun om Høsten atter var dragen til Danmark, hvilket dog er lidet troligt, eftersom hendes store Segl fandtes blandt hendes Efterladenskaber i Tunsberg, see det nedenfor omtalte Inventarium.
