Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/755

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
737
1363. Dronning Blanches Død.

sig selv ikke usandsynlig, og stemmer godt med, hvad man ellers veed om den strenge Opdragelse paa de Tider. Jomfru Elsebe af Holsten, som formodentlig ud paa Sommeren blev sendt tilbage igjen, tog sig saa nær af den Tort, der var overgaaet hende, at hun gik i Kloster[1]. Dronning Blanche levede ikke længe efter denne Bryllupsfest. Hun døde mod Udgangen af Aaret, formodentlig i Tunsberg. Der opstod siden et Rygte om at hun skulde have faaet Gift ved Bryllupsgildet, saavelsom Hertug Christopher, Fru Herdiis Thorvaldsdatter, der havde ledsaget Dronningen til Danmark, og maaskee flere Gjester. Det er sikkert nok, at Hertug Christopher døde den 11te Juni, og at Fru Herdiis var død lidt før den 26de September. Men disse Dødsfald indtraf dog saa længe efter hiin Hoffest den 9de April, at de vanskeligt kunne have været Virkningen af nogen der skeet Forgiftelse, selv om en saadan skulde have været forsøgt. Men hvo skulde vel have forsøgt den? Valdemar kan dog ikke tænkes at have villet forgive sin egen Søn, eller Haakon sin egen Moder. Desuden er det temmelig vist, at Hertug Christopher døde af Følgerne af det Saar, som han havde faaet i Slaget udenfor Helsingborg. Men vi have allerede seet Exempler paa, hvor snar man i hine Tider var til at antage ethvert pludseligt eller overraskende Dødsfald for bevirket ved Gift. Uagtet der maaskee laa Maaneder imellem de nysnævnte tre Dødsfald, saa er det dog muligt, at Mange erfarede dem saa godt som paa een Gang, og det laa da temmelig nær, at sette dem i Forbindelse med den store Hof-Fest, især da Bryllupet mellem Haakon og Margrete var Mange en Torn i Øjnene, og sikkert ikke faa allerede paa Forhaand spaaede, at intet godt kunde komme

    nater ofte opholdt sig i Norge med sin Hustru- Thi det kan gjerne være, som Beretningen melder, at Fru Mærete ej blev Margretes Hovmesterinde førend denne var 12 Aar gammel, eller i 1365; og sandsynligviis er den unge Dronning endog sat i Kost hos hende, indtil hun blev voxen og flygtede til Kongen. Men det er tillige højst rimeligt, at Mæreta fornemmelig havde sit Tilhold i Dalsland og at Dronningen blev opdragen der. – Om Mæren: og hendes Slegtskabsforhold er der ovenfor talt, S. 394, 591.

  1. Det gamle holstenske Chronicon i Leibnitz’s Accessiones S. 45 siger, at dette Kloster var Elten (i det Kleviske), og at hun blev Abbedisse der. Dette har meget mere for sig, end hvad der sedvanlig berettes, at hun gik i Vadstena Kloster, der paa den Tid endnu ikke var indrettet, og i hvis Nekrologier hun heller ikke findes omtalt. Crantz (Dania lib. 7. cap. 39) vil endog vide, at Kong Magnus efter sin Hustrus Død trolovede sig med hende, hvilket dog strider mod al Sandsynlighed, med mindre man skulde antage, at den listige Kong Valdemar har givet sig Mine af at ville indlede en saadan Forbindelse, for derved at vinde Grev Henrik for sig.