optaget nye Stæder til Medlemmer af Hansen, for at udstrekke Privilegierne ogsaa til dem, og de havde derhos bestemt sig selv imellem, at Varer, tilhørende Kongernes Undersaatter, ej maatte indlades paa Skibe, hvori de havde sine egne Varer, for at hine ikke skulde nyde nogen Deel af Gevinsten. Fremdeles solgte og kjøbte de, hvor de landede, i smaa Partier, Klæde, f. Ex. alneviis, uagtet dette var dem udtrykkeligt forbudt[1]. I Marts 1362, endog førend Krigen var begyndt, da begge Konger vare samlede i Stockholm, klagede de, i et Stadfestelsesbrev, som de da lod udgaa paa Tunsbergs Privilegier, over „at Tydskerne og de Udlendinger, som sejle til Tunsberg, dristede sig til at holde Kjøb og Salg med Indenlandske og Udenlandske, andre end dem som Byen beboede, og som havde Forkjøbsret til alle Varer; at disse samme Tydskere solgte alle de Varer, de indførte, i Smaat, en Næring, hvoraf Høkere og Bodkoner plejede at føde sig, og at de endelig havde taget sig til Vane at opkjøbe levende Naut, Sviin og Sauder baade i By og Bygd, hvorved de tog Næringen fra Slagtehandlerne“[2]. Alle disse Klager, der naturligviis kun ere Gjenlyd af de Klager, som fra Bergen og Tunsberg vare indløbne til Kongerne, vise noksom, hvor lidet populair en Alliance med Tydskerne maatte være i Norge, og hvor forbittret man der maatte være paa de svenske Herrer, der egenmægtigt havde sluttet denne Alliance, og dertil endog understaaet sig at udvide Stædernes Privilegier, og give dem Løfte om et af Norges vigtigste Slotte. Det er altsaa let at forstaa, at Kongerne ikke kunde gjøre Regning paa nogen Sympathier i Norge, naar de lod udgaa en Opfordring til at gribe til Vaaben mod Hansestædernes Fjender, og dette Forhold forklarer os ogsaa, hvad der ellers synes uforklarligt, at Nordmændene røbede saa liden Interesse for Krigsforetagenderne i 1362. Krigen maatte forekomme dem, hvad den og i Virkeligheden var, som en Krig mellem Kong Valdemar og Stæderne, ikke mellem Valdemar og deres egne Konger, og det var allerede store Ting, naar de holdt sig rolige, og ikke ligefrem tog Parti med Danekongen, hvis Vaaben de sikkert ønskede al mulig Fremgang, og hvis Datters Giftermaal med Kong Haakon de vistnok var saa langt fra at have noget imod, at de snarere meget mere maa have været yderst harmfulde over de svenske Raadsherrers egenmægtige Bestræbelser for at faa ham gift med den holstenske Grevedatter. Desuden havde Dronning Blanche nu meget at sige i Norge, og hendes Forkjærlighed for Dane-
