derfor ikke at nærme sig, og desuden maatte vel Kongerne nu have faaet Øjnene op for hans Troløshed. Det kunde synes heel naturligt, at Kongerne allerede for længe siden havde begivet sig til Norge, kastet sig i Nordmændenes Arme, og opfordret dem til at yde Hjelp. Thi Norge var i alle Fald roligt, og Indbyggerne sine Konger hengivne; det havde heller ikke endnu, saavidt man kan see, haft nogen Ulempe af Krigen. Man seer ogsaa tydeligt nok af hvad der siden fandt Sted, at Kongerne maa have haft dette for Øje. Men det kunde dog alene have været som den alleryderste Udvej, da de derved maatte opgive Haabet om at gjenvinde Magt og Anseelse i Sverige, anderledes end med væbnet Haand, og herpaa maatte de dog i det længste betænke sig. Krigen selv var neppe populair i Norge; vi vilde ellers upaatvivlelig have seet flere norske Høvdinger deeltage deri. I dets Sted synes de nu, uagtet Ledingsbud var udgaaet til dem, at have nøiet og været lunkne, medens de derimod sidenefter, som vi ville see, vare nok saa ivrige, da det gjaldt at gjøre Stæderne al den Fortred de kunde. Tydskernes Anmasselser vare nemlig saa store i Norge, at Nordmændene ej kunde andet end være forbittrede paa dem, og betragte en Forbindelse med dem, især naar den endog skulde medføre nye Privilegier, som en Uting. Kong Haakon selv klagede ej mange Aar senere over, at de tydske Kjøbmænd, der kom til Norge, og især de, der opholdt sig i Bergen, vedtog sig imellem nye Statuter og Bestemmelser, der ligefrem stred imod Lovene og Privilegierne, til Kronens Skade, navnlig denne, at naar en af dem havde forurettet den anden, søgte man underhaanden at bringe et Forliig istand for at unddrage Kronen det skyldige Sagefald, og at Manddrabere og andre grove Forbrydere iblandt dem ligeledes underhaanden sendes bort paa deres egne Skibe, for at man derved kunde undgaa at betale Bøder til Sagsøgeren og Thegngilde m. m. til Kongen. Med andre Ord, de lagde an paa, som det heed, „at dræbe ned Kongens Ret“, det vil sige, at bedrage Kronen for det lovlige Sagefald, hvilket i de Tider, da Sagefaldet udgjorde en af de vigtigste Indtægter, ikke havde lidet at betyde. Endvidere havde de uden Kongens Samtykke
havde faaet med Kongens Datter Ingeborg, hvori de ogsaa afqvittede 1000 Mkr. for de Fanger, som Wismarerne allerede havde taget (Suhm XIII. 462); den 10de August modtog han ligeledes et Afdrag i Vordingborg og udstedte Qvittering derfor i Nykjøbing den 15de (Suhm XIII. 468, Grams Forbedringer S. 219): og i Brev af 28de Juli 1366 lover Valdemar ej at gjøre nogen Fordring paa Erstatning af Hertug Albrecht for den Skade, som Hertugens Stæder Rostock og Wismar havde tilføjet ham ved Belejringen af Helsingborg, skjønt han da var i „synderligt Venskab“ med Hertugen. Styffe, Bidrag No. 32. S. 55.
