kongen og en Forbindelse med Danmark er ikke vanskelig at øjne. Hun havde, som det ovenfor er meldt, i den sidste Tid, i alle Fald under Urolighederne om Vaaren 1362, været i Sverige hos sin Mand og Søn, sandsynligviis for at gjenoprette det gode Forhold mellem dem, hvilket muligviis endog væsentligst skyldes hende, og hun havde i den Tid betroet det kongelige Segl og den dermed følgende Myndighed til Fehirden paa Tunsbergshuus, Rane Eivindssøn, saavidt man kan see en dygtig og paalidelig Mand. Men da Kongerne siden i den bedste Forstaaelse med hinanden vendte tilbage til de vestlige Egne, fulgte hun ganske vist med, for atter at begive sig til Tunsberg, og det er højst sandsynligt, at Vægringen ved at oplade Baagahuus Slot til Stædernes Krigshøvdinger fornemmelig skyldes hende, af hvis Morgengave-Besiddelser Baagahuus med Marstrand udgjorde en af de vigtigste Dele[1]. Der kunde altsaa neppe være Tale om, at søge nogen Støtte hos Nordmændene til Fordeel for Hansestæderne, de svenske Høvdinger, og de holstenske Grever. Men derimod kunde Kongerne nok være temmelig sikker paa Medhold hos Nordmændene, om de brød med dem, forligede sig med Valdemar, og knyttede den afbrudte Forbindelse med ham paany. Og sandt at sige, synes de nu næsten ikke at have haft noget andet Valg. Mødende Mistænkelighed, Trods og Frekhed hos de svenske Stormænd, Smaalighed og Nærgaaenhed hos Stæderne, Kulde og Underfundighed hos de nordtydske Fyrster, og selv med Rette uvillige til at hengive sig som blotte Dukker i hine herskesyge Stormænds Haand og godkjende alle deres Anmasselser, den eneste Betingelse under hvilken de kunde gjøre Regning paa deres Bistand: hvad Udvej havde de da vel, uden at bryde overtvert, og stille sig paa den Side, som var Nordmændene behageligst?
Alt dette indsaa vist ingen bedre end Kong Valdemar selv, og kan man da vel tvivle om, at han benyttede den første Lejlighed, der frembød
- ↑ Dronning Blanche nævnes som nærværende og medbeseglende i Stockholm d. 20de Marts, da Kongerne Magnus og Haakon skjenkede Rane Eivindssøn nogle Gaarde paa Vestfold, for den store Tjeneste han havde gjort dem ved at bygge (reparere) Tunsbergshuus og udrette andre ham overdragne Hverv, Suhm XIII. 844. Ligeledes nævnes hun som nærværende og medbeseglende, da Kong Magnus den 27de Marts i Stockholm gav sin Sven Lemmich v. Bokem de Haver i Tunsberg, der havde tilhørt Hr. Orm. Dipl. N. II. 368. At hun endnu den 27de April 1362 ej var kommen tilbage til Tunsberg, maa man slutte deraf, at et denne Dag fra Tunsbergshuus i Kong Magnus’s Navn udstedt Landsvistbrev er baade skrevet og beseglet af Rane Eivindssøn (Dipl. Norv. II. 368); denne Rane nævnes som Fehirde i Tunsberg 18de Septbr. 1360 (Dipl N. IV. 411), men man hører ham ikke oftere omtale som Seglbevarer, altsaa var vel denne hans Function i 1362 kun midlertidig.
