en Vaabenhvile, siden en Stilstand med Danekongen, og udbad sig nærmere Underretning derom; de haabede, at Stæderne ej vilde lade dem i Stikken, hvilket ej alene vilde blive til Skade for dem selv, men ogsaa for den hele Hanse. De preussiske Stæder klagede den 18de December[1] over, at uagtet de havde betalt sin Contingent til Øresunds Fredning og deres Godses Bevaring, var det dog blevet plyndret af Danekongen og hans Tilhængere, og efter Fjendtlighedernes Ophør endog indført og udført i Stædernes Havne, uden at blive anholdt; den sidst afsluttede Stilstand havde allerede været forkyndt for en Maaned siden, uden at de havde modtaget officiel Underretning derom, hvilket de tog meget ilde op, og haabede at saa klækkelig Forklaring derover. Imidlertid vilde de overlade det til Stædernes Bestemmelse, om de selv burde forlige sig med Danekongen for en Tid eller for stedse; de havde endnu flere danske Fanger, og omvendt var der flere preussiske Fanger i Danmark. Endelig indløb Brev fra Kong Magnus, dateret Skara den 21de December 1362[2], hvori han meldte, at han havde faaet Stædernes Skrivelse om den afsluttede Stilstand, og at han, om han ønskede at indsluttes deri, maatte tilkjendegive Danekongen sin Vedtagelse deraf inden førstkommende 6te Januar mellem Lagaholm og Halmstad. Denne Vedtagelse, skrev han, havde han intet imod at meddele, og skulde ufortøvet sende Gesandter til Kong Valdemar i den Anledning, uanseet at Valdemar efter Stilstandens Indgaaelse havde tilføjet ham stor Skade, men han bad dog ogsaa om, at Stæderne vilde vise sig velvillige og oprigtige, naar det gjaldt om hans og hans Lands Velfærd, og han haabede, at hvis Danekongen ikke vilde holde de indgangne Stilstande, eller fremdeles tilføjede hans Lande og Mænd Skade, da vilde Stæderne yde ham virksom Hjelp og gjengjelde Danekongen Lige for Lige. Iøvrigt forundrede han sig over, at Stæderne ikke efter Løfte havde villet tillade ham ved sine Mænd at udføre de Levnetsmidler, som han havde ladet opkjøbe hos dem, og bad dem derfor nu ikke længer at lægge nogen Hindring i Vejen for dem, som han nu i den Anledning sendte. Saaledes seer man, at Forstaaelsen mellem de Allierede var intet mindre end god, og at Kong Magnus især havde Grund til at ansee sig brøstholden, da Stæderne ej alene ved den hastige Separatstilstand havde behandlet ham uærbødigt og uforbindtligt, havde slaaet Haanden af ham, og derved gjort Danekongen det muligt, at tilføje ham den Skade, hvorover han klagede, men ogsaa ved det nysomtalte Forbud mod Udførsel af Levnetsmidler viist sig formeligt fjendtlige imod ham, og det vel endog snarest af egennyttige Hensyn, da det lader til, at de paa den
