kunde ikke engang efterlade tilstrækkeligt Mandskab ombord paa Skibene for at bevogte disse. Ogsaa Grev Henrik var, som vi have seet, efter al Rimelighed fraværende, for at fremme Giftermaals-Anliggendet. Og imidlertid benyttede Valdemar sig af Lejligheden, kom sejlende med sine Skibe, og angreb den slet forsvarede hanseatiske Flaade med et saadant Held, at han bemægtigede sig tolv store Kogger fulde af Levnetsmidler, Vaaben og mange andre Slags Krigsfornødenheder, og drog bort med dem, uden at de Tydske kunde hindre det. Dog havde han det store Uheld, der efter Detmars Mening endog mere end opvejede Sejren, at hans eneste Søn Hertug Christopher blev saa farlig saaret af et Kastevaaben – maaskee en Kanonkugle – at han fra den Dag aldrig fik sin Helse igjen, og døde Aaret efter, som det nedenfor vil blive omtalt[1]. Lübeckerne gav siden deres Borgermester Johan Wittenborg, der førte Overcommandoen i Grev Henriks Fraværelse, Skylden for Nederlaget, kastede ham ved Hjemkomsten i Fængsel, anlagde Sag imod ham, og fik ham senere dømt fra Livet. Tydskernes Stilling ved Helsingborg blev nu heel kritisk. Kong Valdemar blev fremdeles liggende med sin Flaade i Øresund, og sperrede ganske Adgangen for dem til at faa Forsterkning hjemmefra; de hørte endnu intet fra de forbundne Konger, og da de omsider endog mistvivlede om at slippe bort med Livet, hvis det skulde vare saaledes ved[2], maatte de bekvemme sig til at indgaa etslags Capitulation, af hvis Betingelser vi kun kjende disse, at der blev indgaaet en Vaabenhvile og taget en Dag, som det heder, indtil de første Dage af November, da Gesandter baade fra Stæderne og Danmark skulde samles i Rostock for nærmere at underhandle om Fred eller Stilstandens Forlængelse[3]. Imidlertid havde Kongerne, da de omsider saa, at Herrerne
- ↑ Detmar, l. c. Chron. af 1357–63 siger kun, at Valdemar fangede nogle af Belejrerne til Lands, andre ombord paa Skibene, og dræbte endeel, men tog tilsidst alle deres Skibe. Dette er dog vistnok en Overdrivelse. Stæderne udtrykte sig i deres Remonstrationsskrivelser af 1370 kun saaledes derom, at deres Folk „af Fjenderne bleve slagne og fangne og leed uendelige Tab paa Skibe, Gods“ m. m. Cranz (Vandalia l. 8. cap. 37 p. 199) siger at det var en „bombarda“, hvoraf Christopher blev saaret, dog nævne de samtidige Krøniker intet derom; det er dog slet ikke usandsynligt at man da kjendte Ildvaaben i Nordtydskland og Danmark, da de allerede havde været anvendte i Slaget ved Cressy i Frankrige 1346, og man desuden har et Brev, udstedt 25de Juni 1372 af den bekjendte jydske Ridder Erland Kalf, hvor „Byskrwd“ (d. e. Bøsse-Krud) udtrykkeligt nævnes, see Suhm XIII. 870. Jvfr. Grams Afhandling i Kh. Vid. S. Skrifter. I 253. Dagen, da dette Slag fandt Sted, angives af Magnus Matthiæ til 18de Juli, uvist med hvad Hjemmel.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Stædernes Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 639.
- ↑ At det saaledes gik til, sees ved at sammenholde Stædernes Udsagn i det
