komme dem til Undsetning. Haabet gik dog ikke i Opfyldelse. Stædernes Krigshøvdinger ventede og ventede, men ingen Konger kom, og Kongerne ventede ligesaa forgjeves paa at Gesandterne skulde komme tilbage. De samme Stormænd, der havde været saa hidsige paa at begynde Krig, og i at paabyrde Kongerne hine Forpligtelser mod deres Vilje eller idetmindste uden deres Fuldmagt eller Samtykke, viiste sig langt fra saa ivrige, da det gjaldt at opfylde Forpligtelserne. Saavidt man kan see, sandt de bedre sin Regning ved at ligge nede i Holsten og knytte den egenmægtigt sluttede Trolovelse endnu fastere, end at ile tilbage til Sverige, for at staa deres Konger bi. Thi St. Jakobs-Dag, den 25de Juli, skulle de paa Slottet Plan i Holsten, allerede have højtideligholdt Copulations-Acten per procurationem, som det heder, saaledes at Herrmann v. Vitzen forestillede Kong Haakons Person, og Bruden bortgaves af sin Broder Grev Henrik (der saaledes da heller ikke var ved Flaaden), og Grev Adolf, hvorhos de Aaret forud indgangne Sikkerheds-Forpligtelser paany bleve indgaaede i en endnu strengere og mere bindende Form[1]. Imidlertid laa Stædernes Flaade og Krigsmagt for Helsingborg, og bestod Slottet nok saa ivrigt med sine Krigsmaskiner, blandt hvilke der sandsynligviis ogsaa var nogle Kanoner. Men da Kongerne ikke efter Bestemmelsen indfandt sig, kunde de intet synderligt udrette; de
- ↑ Dette fortælles udførligt hos Corner (Eccard II. 1105), som her nødvendigviis maa have haft et Dokument for sig, hvilket vi nu ej kjende. Han siger at Bruden stod mellem sin Broder Henrik og Grev Adolf, og copuleredes til Hermann v. Vitzen, der forestillede Kong Haakons Person. Corner citerer her endog udtrykkeligt Magister Eilhard Schonevelts Chronica, der nu neppe mere er til. Han tilføjer S. 1105, at det blev aftalt, at hvis Giftermaalet gik overstyr ved Henriks Brede, skulde denne ej alene tilbagegive Kalmar, men ogsaa betale 60000 Mk. brendt; var derimod Kong Magnus Aarsagen til at det ej kom istand, skulde alle Vasaller og Høvdinger i Sverige med deres Slotte, Lande og Underhavende skille sig fra Kong Magnus, og underkaste sig Henrik som deres lovmessige Herre. Uagtet Corner her kun nævner Hermann v. Vitzen, er det dog aabenbart, at de øvrige nysnævnte Gesandter maa have været tilstede eller i Nærheden, og faaet Acten istand, thi Kong Haakon siger udtrykkeligt i sin Forestilling af 1370, at Aarsagen, hvorfor han og hans Fader ej kunne komme Stædernes Krigsmænd til Hjelp ved Helsingborg, var den, at de først maatte oppebie de Gesandters Tilbagekomst, der tidligere havde sluttet Alliancetractaten af 1361, men at netop de samme Gesandter lod for længe vente paa sig: altsaa var de i Lübeck eller Holsten just omkring den 25de Juli, da Belejringen allerede for længst maa have været begyndt. Og desuden have vi nys seet dem at besegle det af Hermann v. Vitzen paa Kongernes Vegne udstedte Gjeldsbrev af 1ste Mai; den Slutning ligger saaledes nær, at ligesom Herman v. Vitzen ved begge Lejligheder repræsenterede Haakons Person og havde hans Fuldmagt, saaledes var ogsaa Gesandterne ved begge Lejligheder tilstede som de, der egentlig bestemte hvad der skulde skee og sanctionerede hvad der var skeet. Det er dog vistnok en Fejltagelse, naar Suhm (XIII. 466) nævner Erkebiskopen af Uppsala som en af Gesandterne.
