til Godtgjørelse overlod ham tvende, formodentlig i Nordrehalland liggende, Gaarde[1]. Det er i og for sig ikke usandsynligt, at Kong Valdemar har truet med at angribe Vardberg, ja maaskee endog allerede nu gjort et Tog ind i Nordrehalland, og at Magnus saaledes har maattet være paa sin Post for at møde ham. Men den megtige hanseatiske Flaades Ankomst i Øresund maatte under alle Omstændigheder nødsage Valdemar til for det første at opgive alle Forsøg paa at trænge videre frem mod Norden, og saaledes er det let at forstaa, hvorledes det kunde gaa til, at Magnus den 22de Juni kunde være i Varnheem i Vestergøtland, og den 29de atter i Ljodhuus. Hans Nærværelse i Halland var nemlig ikke for det første nødvendig, og han er maaskee ilet tilbage, deels for at paaskynde Krigsrustningerne, deels ogsaa for at møde Gesandterne, naar de, som han ventede, snart kom tilbage, da han netop af dem ventede sig den største Bistand. Der var ogsaa udgaaet Udbud til de norske Sysselmænd, navnlig Hr. Agmund Finnssøn, men de synes ej at have forhastet sig[2]. Stædernes Hensigt synes i Førstningen at have været den at angribe Kjøbenhavn, hvortil de ansaa sig sterke nok uden Bistand af Kong Magnus. Men Budskabet, som Gesandterne medbragte fra Kongerne, bestemte dem til at vende sig mod Helsingborg, uagtet de, som de siden paastode, ikke havde Styrke nok til paa een Gang baade at belejre Slottet til Lands og forsvare Adgangen fra Søsiden[3]. Men de stolede trygt paa, at Kongerne om en føje Tid vilde
- ↑ Br. af 4de Juni idet sv. Rigsarchiv. Magnus overlader her Hr. Nikolas Djakn de af Hr. Throtte Pederssøn kjøbte Ejendomme Limberg og Svenstorp som Godtgjørelse for 350 anf. Sv., hvormed denne troligt havde hjulpet Kongen i Lejren ved Vardberg.
- ↑ Hr. Agmund var endnu ikke dragen afsted d. 20de Juni, Dipl. N. II. 370.
- ↑ Det heder først hos Huitfeld, (S. 526), siden ogsaa hos Suhm (.l-Till. 363), at Stædernes Flaade først belejrede og plyndrede Kjøbenhavn, hvor de gjorde riigt Bytte, men bleve angrebne og slagne d. 8de Juli af Hertug Christopher, som her fik sit farlige Saar, samt at Flaaden da først vendte sig mod Helsingborg. Ser paaberaabes fornemmelig Gerdes’s lybske Krønike (p. 46.) Men hverken Detmar (og den ham følgende Corner) eller Chron. af 1357–63 veed det mindste om denne Plyndring af Kjøbenhavn 1362; ligesaalidet nævnes noget derom i de Indlæg, som Kong Haakon og Stæderne udvexlede med hinanden i 1370, og hvor Krigsforetagenderne ere saa omstændelig angivne, at en saa vigtig Begivenhed som Kjøbenhavns Plyndring umuligt kunde have været forbigaaet. Tvertimod sige Stæderne endog (Lappenbergs Sartorius II. S. 692) „at deres Flaade, ankommen til Øresund, vilde have været sterk nok til at kunne belejre Kjøbenhavn, men at den, efter Kongernes Ønske, overbragt ved Gesandterne og Breve, vendte sig mod Helsingborg.“ Dette er et udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Kjøbenhavn denne Gang blev uantastet. Fortællingen om at Staden plyndredes i 1362 maa saaledes hidrøre fra en Forvexling af det Tog, der skete i dette Aar, med det senere af 1368, hvorved visselig Kjøbenhavn blev plyndret, see nedenfor, jevnf. Suhm XII. 613.
