slet ikke vendte tilbage, samlet hvad Tropper de uden deres Hjelp kunde opdrive, og med dem begivet sig ned i Sønderhalland. Men ved Halmstad, som forsvaredes af Hertug Christopher, mødte de Sendebud fra Stæderne, som meldte dem, at der var indgaaet Stilstand[1]. Ifølge Stædernes Mening og Ønske skulde ogsaa de være indbegrebne deri, men herpaa vilde Hertugen ikke indlade sig, hvad enten han nu ingen Befaling derom havde modtaget af sin Fader, eller at denne først vilde benytte Lejligheden til endnu mere at udvide sit Herredømme hiinsides Sundet. Thi Christopher gjorde kort efter et Indfald i Finnveden, den sydvestligste, til Halland grændsende Deel af Smaaland, som han erobrede og sikrede sig ved at opkaste Skandser paa forskjellige Steder[2]. Sandsynligviis fulgte der nu en Række af gjensidige Bebrejdelser mellem de Allierede, thi idetmindste bleve slige Bebrejdelser fremsatte aatte Aar senere, og det er derfor umuligt andet end at de ogsaa fremsattes strax. Stæderne ankede over at Kongerne havde sveget sine Forpligtelser ved ikke at komme dem til Hjelp ved Helsingborg, Kongerne klagede over at Stæderne mod givet Løfte havde indladt sig i Separat-Underhandlinger med Danekongen, og.indgaaet Stilstand med ham. Dog skete der endnu et Forsøg paa at gjenoprette det gode Forhold og den indbyrdes Tillid. Gesandter fra Stæderne indfandt sig mod Udgangen af September i Søderkøping hos begge Kongerne og Raadet, blandt hvis Medlemmer nu ogsaa de fleste af de saa længe udeblevne Sendebud vare tilstede: de var dog saaledes omsider komne hjem, da deres Bistand ej længer behøvedes. Her kom man til etslags Enighed, især da Kongerne, „uagtet de meget vel vidste, at deres Sendebud havde indgaaet de fleste Forbundsvilkaar imod deres Vidende og Vilje, dog, for at alt kunde blive godt imellem dem indbyrdes“, vedtog at overlade Stæderne Øland og Borgholm, der imidlertid, saavelsom Gotland, havde forjaget de danske Besætninger, i Stedet for Baagahuus, som havde
- ↑ See Kongens og Stædernes Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 689, 693.
- ↑ Indlæggene af 1370, Lappenbergs Sartorius, l. c. S. 689. 693. Kong Haakon havde i Marts forlenet Marsken Magnus Nikolassøn med Finnveden; det havde vel altsaa nærmest været dennes Sag at forsvare Landskabet.
samme Indlæg, at deres Mænd, nødsagede af de nysnævnte mislige Omstændigheder, „maatte skjønt mod sin Vilje indgaa Trygd eller Stilstand med Kongen“, med den Omstændighed, at en længere Stilstand siden sluttedes i Stralsund den 10de Novbr. Vi have allerede haft saa mange Exempler paa Fremgangsmaaden i de Tider ved slige Lejligheder som den nysnævnte, at vi endog med Vished kunne vide, at der her først, som det heder, blev taget en Dag, det vil sige sluttet foreløbig Stilstand indtil en bestemt Dag i Fremtiden, da Befuldmegtigede fra begge Sider skulde samles og Fredsunderhandlinger begyndte.
