Porses Ferd i den sidste Tid nok sette Flere af dem i Forskrækkelse og bringe dem til at falde fra. Men naar enkelte af de mest fremragende blandt Medforloverne ved Giftermaalscontracten, som Ivar Agmundssøn og Guthorm Kolbjørnssøn, ikke nævnes ved dette Høvdingemøde, kan man vist være temmelig sikker paa, at de endnu holdt fast ved Hertuginden og misbilligede hvad de øvrige Høvdinger gjorde. Alle hine Mænd samlede sig nu, efter Erkebiskopens Opfordring, og maaskee efter flere foregaaende Møder, i Oslo den 20de Februar, „og samtalede om hvorledes man hidtil havde baaret sig ad med Kongens Liggendefæ, Fehirdslerne, Fredens Bevarelse, Lovenes og Edernes Overholdelse, og andet vedkommende Rigets Styrelse.“ Resultatet af Samtalen var følgende mørke Skildring af Tilstanden, som vi her gjengive med deres egne Ord i det Brev, som herom udstedtes: „Vi erfarede for vist og sandt, at saa langt fra at der var noget Liggendefæ tilovers at gribe til, var endog Kongens Bordtøj, hans Kostbarheder og det mere Gods, som endnu fandtes i Behold da vor verdige Herre Haakon, højlovlig Ihukommelse, faldt fra, saaledes adspredt og bortskutlet, at hvor omhyggeligt man end eftersporer, findes lidet eller intet tilbage, men derimod ere store Gjeldsposter optagne paa de endnu ikke indkomne kongelige Indtegter, saa at Kongen formedelst slig Uforsynlighed og Ubetænksomhed orker hverken at søde eller klæde sine Mænd forsvarligt. Men de, der have Fehirdslerne at bestyre, sige at de ikke have det ringeste mellem Hænderne, uden at de dog med noget klart Regnskab kunne paavise, til hvad Tarv eller Gavn for Riget hver Udgift er gjort; ja de sige, at saa langt fra at de kunne skaffe noget til Kongens Heder eller Landsens Vern, orke de neppe at holde ham selv saa sømmeligt som det tilkommer hans høje Verdighed. Freden, der skulde være alle Rigers største Styrke, Trøst og Hjelp, er faa harmeligen vanvyrdet, at uagtet en evindelig Fred var med faste Forsikkringer tro-bunden mellem Norge og Danmark, har man nu begyndt en aabenbar Ufred med Danekongens Hovedher og Rige, under vor Konges Navn og Baner, men for Knut Porses og hans Følgesvenes Skyld. De Love, som Kongerne i Norge, .,den ene efter den anden, ere skyldige at bevare og overholde til Thegnerne Frelse, ere saa daarligt iagttagne, at tunge Paalæg, Kosthold[1] og Skatter ere lagte paa Almuen tvert imod det, der blev lovet og besvoret paa Haugathing, da førnævnte vor Herre Magnus blev tagen
- ↑ Her, saavelsom nedenfor, hvor Ordet „Anmasselser“’er brugt, findes i Originalen Ordet Yfirferðir, der egentlig betegner Over- eller Gjennem-Reiser, og bruges om Kongernes Rejser eller Gjennemmarscher med Følge, for at optage Skatter eller drage paa Gjesteri, overhoved for at lade sig og sine underholdes paa Indbyggernes Bekostning.
