(ubekjendt), Erik Topp, Sysselmand i Gudbrandsdalen[1], Thord Bonde i Oslo[2], Thord Lagmand, uvist hvor, Paal Einarssøn, Lagmand i Oslo, Thoralde Lagmand, uvist hvor, Ragnvald Haakonssøn af Elvesyssel[3], Guthorm Erikssøn, maaskee fra Oplandene[4], Arne Gjavvaldssøn fra det Throndhjemske[5], Gudbrand Gudbrandssøn fra Bergens-Egnen[6], Eindride Svale fra Gudbrandsdalen[7], Gudbrand Mylsan fra Oslo[8], Jammælt Thoressøn fra Oslo eller Raumarike[9], Paal Matthiassøn, sandsynligviis ogsaa fra Oslo, Agmund Skolle ligesaa[10], Gudleik Eindridessøn fra Gudbrandsdalen[11], Orm i Beinagaarden, Aamunde Andressøn, Smid Erikssøns Stifsøn[12], Jon Gudmundssøn, Eystein Gudmundssøn fra Hadeland[13], Matthias fra Lauten (paa Hedemarken), Eystein Gislessøn, Dagfinn Tovessøn, Alfgils Sure, Kolbjørn Gamaissøn og Alf i Klostret, de fem sidste alle fra Oslo[14]. Foruden disse, hvoraf de fleste synes at have været Riddere, nævnes og under Eet alle andre haandgangne Mænd, uden at dog deres Navne opregnes: Forsamlingen maa altsaa have været meget stor. Nu er det vel saa, at den overvejende Deel var fra Østlandet, og at det nordlige og vestlige Norge var forholdsviis svagt repræsenteret, men dette laa i Sagens Natur, thi paa den Tid af Aaret og under en saadan Frost var det neppe en let Sag for Mange at begive sig fra Landets fjerneste Egne i Nord og Vest til Oslo. Ligesom vi blandt de svenske Herrer, der indgik Foreningen i Skara, finde enkelte, der havde deeltaget i Forhandlingerne med Fyrst Henrik, og derved viist sig som Hertugindens Tilhængere, saaledes ogsaa her, nemlig Paal Erikssøn, Haakon Thoressøn, Thorvard Haavardssøn og Haakon Agmundssøn. Dette kan vel og forklares paa den samme Maade som hist; desuden kunde vel Hertugindens og Knut
