Dette er det første aabenbare Tegn paa at Stæderne nu betragtede Valdemar som deres Fjende, og sig selv allerede som halv om halv paa Krigsfod med ham. Og til samme Tid spore vi ogsaa en større Driftighed i Kong Magnus’s Udrustninger. Penge, som han altid manglede, fik han ved at laane 4400 Mk. sv. af nogle for det pavelige Kammer indsamlede Penge, formodentlig Rumaskat og Restancer paa de udskrevne Tiender, der endnu ikke vare krævede af Pavens Udsendinger, men laa under Biskopernes Forvaring. Disse havde ogsaa i Førstningen Betænkeligheder ved at tilstaa ham Laanet, men besluttede lig dog dertil, da Kongen gav dem Pantebrev paa 88 Skippund Kobber af hvad der udbragtes af Kobberberget, skjønt rigtignok kun med Prioritet efter Hertug Albrecht og en anden Fordringshaver (15de August 1361)[1]. Strax efter afgik der Gesandter fra Sverige til Lübeck for at slutte Forbund med Stæderne mod Valdemar i begge Kongers Navn. Disse Gesandter vare Biskop Nikolas af Linkøping, Erngisl Jarl, Nikolas Thuressøn Drottsete, Jon Hjerne, Peder Bonde, Benedict Philipssøn, Bo Jonssøn, Anund Hemingssøn, Thorkil Erngislssøn, Arnvid Gøtstavssøn og Karl Ulfssøn, de fleste hørende til det mod Kong Magnus fjendtligt stemte Parti, men som var saa megtigt, at det vel neppe havde været muligt for Kongen at velge Andre. Flere af dem havde, som vi have seet, nys været med at slutte Giftermaalstractaten med de holstenske Grever. De fik med sig et heelt Set Blanketter, forsynede med begge Kongers Segl, en Tillid, som disse neppe viiste dem med sin gode Vilje og som de heller ikke fortjente. Vistnok blev det dem forbudet at give Brevene fra sig, førend de havde været forelagte Kongerne til Ratification[2], og man medgav dem derhos en Instruction, der nøje foreskrev, hvorvidt de kunde gaa i deres Løfter og Indrømmelser, ligesom det og før deres Reise i en Raadssamling udtrykkeligt blev bestemt, at de ingen Fuldmagt skulde have til at pantsette Slotte eller Landskaber. Men det viiste sig snart, at de ikke ansaa sig bundne
- ↑ Brev i sv. Rigsarchiv; hos Suhm, XIII. 446, aftrykt i Langebeks Afhandl. om Bergverker i Norden, Khavnske Vid. Sem. Skr. VII. 321.
- ↑ Egentlig staar der, som det nedenfor vil sees, at de først efterat have været forelagt Kongerne skulde „ingrosseres“, det vil egentlig sige reenskrives; Meningen bliver den samme; Fuldmagten og Seglene vedkom kun de foreløbige Udkast til Tractaten.
to Dage forud, som 30te eller 31te Juli; man kan da forestille sig, at der netop er kommen forskjellige Iilbud til Stæderne om Valdemars Angreb paa Visby, og at Borgermestrene øjeblikkeligt have forsamlet sig paa det dertil for alle belejligst liggende Greifswalde. Mere end et Par Dage behøvede nemlig ikke en hurtigsejlende Skude for at tomme fra Visby til Lübeck, og var den afgaaet fra Gotland den 25de, kunde nok Borgermestrene allerede den 31te være i Greifswalde.
