Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/728

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
710
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

sandsynligt, at han ikke havde mindste Anelse om at dette Gesandtskab afgik, og at man udstedte Breve i hans Navn, hvorved der paabandtes ham Forpligtelser af saa stor Vigtighed. Formodentlig har man da her benyttet en af de Blanketter, han havde meddeelt til den paatænkte Forbundstractat med Stæderne (see nedenfor) og man har erholdt Magnus’s Samtykke, hvad enten denne nu for Øjeblikket virkelig var saa forbittret paa Valdemar, at han gjerne gav det, eller det er blevet ham aftrodset, medens derimod Haakon maaskee netop ved at holde sig saa langt borte fra Sverige og Krigsskuepladsen tilkjendegav, at han ikke ønskede at bryde med Valdemar, men heller iagttage etslags Neutralitet.

Valdemars Tog til Gotland rev endelig Sløret fra Hansestædernes Øjne, og de saa nu tydeligt nok, at hans venskabelige Tilnærmelse mod dem havde været forstilt. Formodentlig tog han ogsaa allerede nu Masken ganske af, idet han, som det i Detmars Krønike heder, „begyndte at forfølge Kjøbmændene, og ikke holdt sine Løfter og Breve, hvilke han før havde givet dem om Friheder i Skaane“[1]. Endnu i Mai havde de aftalt det nærmere om at sende ham 4000 Mk. lybsk for at erholde disse Frihedsbreve, og fordeelt Bidraget dertil mellem sig[2]. Men sidst i Juli eller først i August, som Budskabet om Valdemars Landgang paa Gotland og Angreb paa Visby kunde have naaet Stæderne, og derfor vel ogsaa netop i den Anledning, forsamlede deres udvalgte Raadmænd sig i Greifswalde, og besluttede den 1ste August, at indtil Maanedens Udgang maatte ingen af Stædernes Kjøbmænd, der sejlede gjennem Øresund eller andensteds, bringe Varer til den danske eller skaanske Kyst, under Straf paa Liv og Gods, medens derimod i den samme Tid baade Krigsfolk og Levnetsmidler skulde kunne udføres fra deres Havne for Sveriges og Norges Kongers Regning, men ingen for Kongen af Danmarks; der maatte ikke sendes Skibe til Skaane, uden for at bortbringe det Stædernes Borgere tilhørende Gods, som der maatte forefindes, og disse Skibe maatte ikke være ladte med Varer, men alene være forsynede med den nødvendige Proviant for Mandskabet paa Frem- og Tilbage-Reisen; viiste det flg, at de trods dette Forbud havde indladt Varer, skulde disse strax aflades, og hverken Skipper eller Skibsfolk faa nogen Løn[3].

  1. Detmar, S. 284. Denne er ellers her noget uordentlig i Aars-Angivelserne; han henfører det sidstnævnte til 1362 ihvad der dog maaskee paa en vis Maade kan forsvares, da den egentlige Krig først da begyndte) og omtaler derimod Valdemars Gotlandstog under 1360.
  2. Brev af 19de Mai 1361, Lappenbergs Sartorius II. S. 490.
  3. Sammesteds S. 490, 491. Da selve disse Artikler ere daterede den 1ste August (Petri àd vincula), maa de Deputerede have samlet sig mindst een eller