den. Det sidste, man hører fra ham, er fra 17de Juni 1360[1]. Om Henrik Biscops Virksomhed i Norden erfares der heller ikke stort for det første. Det kan alene sluttes af senere Brevskaber, at han har haft flere Forhandlinger med Kongen og de svenske Prælater om den Sag, og at han, omendskjønt Betalingen endnu gik i noget Langdrag, saa at han endog stundom var nødt til, idetmindste at true med Excommunication, stundom vel og for en kort Tid at forkynde den, dog ikke fandt det nødvendigt, at skride til Interdict, og at Kongen fremdeles blev i den bedste Forstaaelse med Curien. Men for det første havde dog Kongen nu Fred indtil Paaske 1361, og derved var allerede meget vundet.
Det er imidlertid ikke saa usandsynligt, at den nye pavelige Nuncius i den allerførste Tid efter sin Tilbagekomst til Norden ikke engang vovede sig ind i Sverige. Thi han forefandt der Krigsluen paany tændt, og det vilde ej have været mere end rimeligt, om han for det første betænkte sig noget, og afventede Tingenes Gang, inden han gjestede det urolige Land, hvor man desuden nu neppe havde Sands for at høre, hvad han havde at forebringe. Kong Valdemars Planer til Skaanes Gjenerhvervelse nærmede sig mere og mere sin Modenhed, hvor ugunstige end Omstændighederne synes at være dertil, da Jydernes Opstand neppe nogensinde var heftigere end nu. Men han havde desuagtet truffet sine Forholdsregler saa klogt, at Byttet allerede var ham temmelig sikkert. Hvad der senere paafulgte, sammenholdt med hvad vi allerede før have seet, vækker uvilkaarligt den Formodning, at der fremdeles var en hemmelig Forstaaelse, et listigt Spil aftalt mellem ham og Hertug Albrecht, uanseet at denne nu for ganske nyligt havde staaet paa Magnus’s Side. Men paa hvad Maade og i hvilken Udstrækning disse underfundige Intriguer bleve drevne; om egentlig alle tre Fyrster søgte at overliste hinanden indbyrdes, og at det alene kan betragtes som en tilfældig eller af Øjeblikkets Forhold fremkaldt Combination, at Albrecht og Valdemar, just da det gjaldt, vare fælles om at slaa sig til Ridder paa Magnus,
- ↑ See den her strax ovenfor omtalte Supplicationsrolle. Han:maa være død en temmelig god Stund for den 30te October 1361, thi da fik Bromold, Erkebiskop i Riga, sin Ansøgning bevilget om at hans Frænde Nikolas af Tisenhusen, kunde faa Provision raa Decanatet i Dorpat efter ham (s. o. S. 564.) Det heder her udtrykkeligt, at Johannes Guilaberti var død ved Curien.
