eller om dette ligesaavel senere som tidligere var Aftalen mellem dem trods alle mellemkommende Hindringer, endog aabenbare Fejder, det lader sig nu ikke afgjøre. Saa meget er kun vist, at Magnus blev et Offer for disse Fyrsters overlegne Statskløgt og for sine egne Mænds Mangel paa Loyalitet.
Planen synes nu at have været den, ved forstilte Freds– eller Forliigs-Underhandlinger at hale Tiden ud og berolige Kong Magnus, medens Valdemar i al Stilhed gjorde sine Forberedelser for at kunne være færdig at slaa til, naar det udfordredes. Gjenstanden for Underhandlingerne var de Fordringer, som den ulykkelige Fejde mellem Kong Magnus og hans Søn havde givet baade Valdemar og Albrecht et Slags Ret til at fremsætte, og hvis Ikkeopfyldelse de kunde betragte som casus belli. Valdemar havde faaet Tilsagn om Helsingborg, Albrecht paastod Erstatning for de Tab, han under Krigen havde lidt. Endnu i Februar 1360, medens Valdemar laa i Jylland, lod denne opsætte et Udkast til et Forliig med Kong Magnus, ifølge hvilket deres Mellemværende skulde afgjøres af fire Mænd, opnævnte fra hver Side, og hvis disse aatte ej kunde blive enige, da af tvende andre, nemlig Hertug Erik af Saxen paa Valdemars, og Grev Henrik af Holsten paa Magnus’s Side[1]. At Albrecht af Mecklenburg vilde blive den første og fornemste af de fire Dommere som Magnus skulde opnævne, er let at indsee. For Øjeblikket kom vel ingen saadan Overeenskomst istand, men der underhandledes dog paa dette Grundlag, og Hertug Albrecht havde det især overvettes travlt med at gaa imellem begge Parter som Megler. I April lod han sig give Lejdebrev af Kong Magnus, for at kunne komme til Sverige med flere Fyrster og Herrer, og der at underhandle[2]. Imidlertid skyndte Valdemar sig at indgaa Forliig med de holstenske Grever[3] og stille de misfornøjede jydske Adelsmænd tilfreds ved kloge og betimelige Eftergivelser, idet han paa et Danehof i Kalundborg den 31te Mai udstedte en udførlig og fuldstændig. Haandfestning[4]. Endog i denne taltes der om „de Landskaber, som med Guds Hjelp herefter maatte kunne erhverves“; et Beviis nok paa, at Skaanes Gjenerobring nu var Løsenet. Og derpaa foretog han de mest omfattende Krigsrustninger. Byboerne og Klostermændene maatte paa egen Bekostning udruste Skibe og stille dem til hans Disposition. I Hast havde han en stor Hær
