at det dog nu var Pavens Hensigt, at forsøge de yderste Tvangsmidler, seer man deraf, at Henrik Biscop ved Skrivelse af samme Dag virkelig fik Fuldmagt til at paalægge saavel Sverige, som Norge og Skaane kirkeligt Interdict, uden at Pave Bonifacius’s eller andre Bestemmelser heri skulde gjøre nogen Hindring. „Da vi“, siger Paven, „have i en af de vigtigste Anliggender prøvet fuldkommen Tiltro til din Conduite, bemyndige vi dig herved, af Grunde, som vi mundtligt have forklaret dig, til, naar det tykkes dig hensigtsmessigt, hvilket vi overlade til din egen Samvittighed at afgjøre, at belægge Rigerne med kirkeligt Interdict, simpelthen eller kun til en Tid, og tillige til at hæve det, trods vor Forgænger Bonifacius’s og andre modsatte Bestemmelser[1].
Ej længe efter reiste Henrik Biscop afsted, efterat han ogsaa for sig selv havde faaet endeel Begunstigelser af Curien[2]. Johannes Guilaberti kom neppe mere til Norden. Thi det er vist, at han døde ved Curien enten i det samme, eller i det følgende Aar, og da man ej mere hører til ham i de nordlige Lande, er det sandsynligt, at han ikke engang tiltraadte nogen Reise derhen, men at han formedelst Sygdom eller Alderdomssvaghed er bleven tilbage i Avignon, og der afgaaet ved Dø-
- ↑ Secret. Innoc. VI., ann. 8. fol. 27.
- ↑ For det første nemlig, at han ogsaa under sin Fraværelse i Norden maatte nyde Indtægterne af sine geistlige Embeder, uagtet han ikke kunde besørge dem. Dette blev ham tilstaaet ved Bevilgning af 24de Mai 1360. Men desforuden findes ogsaa en heel Supplicationsrolle bevilget af Paven den 17de Juni derefter, og indgiven af „Collectoren i Sverige, Norge og Danmark“, angaaende Besættelsen af flere ved langvarig Ledighed tinder Curien devolverede Beneficier, og som indeholder flere Begunstigelser, tilstaaede Henrik Biscop. Man skulde ei Øjeblik endog næsten kunne antage, at Ansøgningerne vare indgivne af ham selv, men ved nærmere Betragtning viser det sig dog, at Forfatteren maa have været Johannes Guilaberti, thi Henrik Biscop omtales som en fra ham sorskjellig Person. Ansøgeren anholder om, at disse Beneficier maa overdrages til visse herefter nævnte Personer, der kunde bevare dem for, at deres Indtægter skulle usurperes af Lægfolk, og hvoraf flere endog baade havde staaet Collectoren bi i Sverige, og fremdeles kunde staa ham bi. Først og fremst ansøges for Henrik Biscop, Pavens Capellan, Bacallar i Lovkyndighed og bevandret i den canoniske Ret, samt nu afsendt til Kongen af Sverige, om et Canonicat med Præbende i Lund. Blandt andre paa denne Maade begunstigede maa vi nævne „Johannes de Alto“, der i Sverige skulde arbeide i Pavens Anliggender, og som nu fik et Canonicat med Præbende i Lund, samt en vis Johan Rudolfssøn, der skulde erholde den ovenfor omtalte, til Erkeprest i Oslo udnævnte Stigande Stephanssøns hidtil nydte Beneficium, Ivinala i Finnland, naar Stigande var kommen i rolig Besiddelse af Erkeprest-Embedet. Innoe. VI. Reg. Suppl. ann. 8. fol. 127.
Dette kan enten betegne et udtrykkeligt Forbud mod at nogen Straffeclansul indføres eller og næsten det .Modsatte: en Erindring om at en saadan nødvendig Clausul her ej var indført. Det første er dog det sandsynligste.
