der Pas og Anbefaling for ham til alle geistlige og verdslige Herskere paa hans Vej den 8de Septbr. 1359[1]. Men der findes ingen Spor til at han har været i Norden, faa at det vel kan være, at denne Sendelse er bleven indstillet, efterat Johan Guilaberti og Henrik Biscop imidlertid vare ankomne. Man fandt det formodentlig mest hensigtsmæssigt at sende disse. Omkring 18de Mai udferdigedes deres Instruxer og Følgebreve. Imidlertid var det dog maaskee alene Henrik Biscop, hvem det egentlige Inddrivningsverk nu overdroges, uagtet Johannes Guilaberti fremdeles kaldtes Collector. Thi kun om ham er der Tale, hvor der handles om Excommunicationens Forkyndelse eller Udsettelse. Johannes Guilabertis Hovedhverv synes det nemlig at have været, i Forening med Henrik Biscop at forestaa Lands Erkestol. Erkebiskop Jacob var, det vides ej hvorledes, kommen paa fri Fod, men havde tilladt sig flere Vilkaarligheder og aldeles forsømt sine kirkelige Forretninger, saa at det endog heder om ham, at han ikke som Erkebiskop sang en eneste Messe[2]. Det synes endog som om han strax efter sin Frigivelse begav sig til Bornholm, formodentlig fordi han der følte sig mere sikker. Paven erklærede ham derfor suspenderet, indsatte Johannes Guilaberti samt Henrik Biscop til midlertidige Bestyrere af Erkestolen og paalagde derhos den sidste at indstevne Erkebiskopen for Curien, paa Grund af hans voldelige og upassende Fremferd mod Provsten i Lund, Nikolas Axelssøn[3]. Meningen var altsaa vel den, at Johannes Guilaberti for det første skulde opslaa sin Bolig i Lund, medens Henrik Biscop drog videre.
Det fornemste af de Breve, som Henrik Biscop bragte med, var en pavelig Skrivelse til Kong Magnus af 18de Mai 1360, hvorved denne fik Udsettelse af Excommunicationen indtil det følgende Aars Paaske. I dette Brev roste Paven ham særdeles for den Gjestfrihed og Beskyttelse, som hine to Sendebud havde nydt hos ham. „De have nys“ skrev han, „med glade Miner berettet os om den kongelige Gavmildhed og Beskyttelse, hvormed du understøttede dem selv, deres Folk og deres Gods“. Dette har vel bidraget meget til at stemme Paven
- ↑ Innocent. VI Archetyp. epist. an. 7.
- ↑ Dette sidste fortælles i Erkebiskop Nikolaus’s Krønike. I den pavelige Skrivelse om hans Suspension heder det, at han som oftest var fraværende fra sit Sæde og forsømte dets Styrelse. Fraværelsen synes dog ifølge det Foranførte at have været for en stor Deel ufrivillig.
- ↑ Regest. Innocent. VI. Secreta ann. 8 fol. 28. Brevet om Stevningen er af 19de Mai. Det heder her, at han paa selve Domkirkegaarden i Lund og inden Kirkens Fredhelligt havde med væbnet Haand og Voldsanvendelse ladet gribe Nikolaus Axelssøn, der endog tillige var pavelig Nuncius, samt holdt ham fremdeles fangen. Samme Dag udferdigedes der Skrivelser til forskjellige Prælater i Norden og Tydskland om ved Kirkerne at publicere disse Forføjninger. Jfr. Bzovii Annales. XII. 1274.
