saa umiskjendelig Velvillje, som vi ville erfare af de Skrivelser, vi strax herefter komme til at omtale. Den rette Sammenhæng torde nok være den, at Johannes Guilaberti selv, og Henrik Biscop, der enten fulgte ham til Curien, eller indtraf omtrent samtidigt med ham, baade for deres Afreise fra Norden have indrømmet alle Vedkommende en midlertidig Henstand med Excommunicationens Iverksettelse, indtil de havde foredraget Sagen for Paven, og derhos strax ved deres Ankomst til Avignon have gaaet i Forbøn for Kongen om at Fristen endnu i nogen Tid maatte forlænges. Dog er det ikke usandsynligt, at de misfornøjede og stridige Stormænd, hvis Betragtningsmaade af Forholdene egentlig er den, der udtaler sig i Riimkrøniken og i Ericus Olai’s Krønike, og som allerede sees at have gjort sig gjeldende hos Fru Birgitta[1], der under sit nuværende Ophold i Rom neppe kjendte Sagens rette Sammenhæng, siden have benyttet hiin over Kongen svævende Bannsettelse som et vigtigt Paaskud til at svigte den Troskab, de skyldte ham.
Paa sin Reise til Curien, maaskee hos Henrik Biscop i Lübeck eller etsteds i denne Stad, synes Johannes Guilaberti at have nedlagt alle de Penge, han førte med sig fra Norden, nemlig hine 5700 Mk. svensk eller norsk Courant, og dertil henved 900 Mk. i Rumaskat, Annaler o. s. v., tilsammen omtrent 6600 Mi. svensk norsk Courant eller henved 6000 Gylden. Thi i de pavelige Kammer-Regnskaber findes antegnet, at den føromtalte Kjøbmand fra Asti, Antonio Malabayla, den 15de Mai 1360 modtog af den pavelige Skatmester 10000 Guldgylden i rede Penge, og 6000i en Anvisning paa den pavelige Collector for Sverige og Norge, der skulde udbetale ham dem i Tydskland[2]. Denne Collector kan ikke være nogen anden end Henrik Biscop, der just i dette Erende reiste til Norden.
Imidlertid, maaskee førend Johannes Guilaberti og Henrik Biscop endnu var komne til Avignon i 1359, havde Pave Innocentius besluttet at sende et nyt Sendebud, Klerken Egghard af Basdaw fra Verdens Biskopsdømme, til Sverige og Norge. Idetmindste udferdigedes
- ↑ See Revel. St. Birgiitæ, Extravag. Cap. 80. En, siger hun, skal gaa til Kongen, (s. o. S. 180) og bebreide ham flere Ting, blandt andet „at det er tvivlsomt, om han har den rette Tro, siden han, forbuden Kirken, dog lige fuldt er traadt ind i Kirker, og har hørt Messe“. Dette har igjen aabenbart Ericus Olai benyttet (Scr. r. Sv. II. 107) og varieret.
- ↑ Miscellanea Cameralia 1341–1365 i det pavelige Archiv fol. Mk. Der staar at Antonio M. skulde modtage hine 6000 Gylden „in partibus Alamaniæ“ af Collectorerne for Sverige og Norge. Den sedvanlige Cours i de Tider var, at en Gylden gik lige med 1 Mkr. Penninger af det Slags, hvoraf der gik 5 paa 1 Mk. brendt; men da det nu ved dette Laan udtrykkeligt var bestemt, at en Mark brendt skulde regnes til 6 Mk Pen., maa man for at finde Forholdet først dividere hine 6000 med 6, og siden multiplicere med 5; dette gjør egentlig 5500, men da denne Regning kun er omtrentlig, bliver Differencen ikke af Betydenhed.
