get venskabeligt, anraabtes om at betale Laanet tilbage, samt med lignende, mere eller mindre strenge, til begge Drottseterne, Erkebiskop Peter og Biskop Thomas, men ved Siden deraf ogsaa med Afskrift af hiin Dom af 24de October 1355, hvorved Kongen og Selvskyldnerne samt deres Arvinger under Banns Straf forpligtede sig at betale, samt med Brev til tre lübeckske Prælater om at forelægge Kongen endnu en yderste Frist, og, hvis Betaling heller ikke da fulgte, strax at skride til Excommunicationens Forkyndelse. Der stod i Commissoriet, at de, eller hvo af dem, som dertil opfordredes, strax skulde sætte sig i Bevægelse, og, efterat have manet Debitorerne tre Gange efter hinanden om at betale inden fire Maaneders Frist, skride til Executionens Forkyndelse, hvis Betaling endda ikke skete. Altsaa var det vel Meningen, at ingen af Executorerne skulde foretage sig noget, førend Nuncien udtrykkeligt opfordrede dem dertil. Den af de tre Prælater, der paatog sig Hvervet – thi det var nok, naar een gjorde det, – var Chorsbroderen Henrik Biscop, der sidenefter spillede en temmelig fremragende Rolle i disse Forhandlinger.
Johannes Guilaberti fandt, som han selv siden berettede for Paven[1], den venligste Modtagelse hos Kongen, og det kan derfor nok hende, at han har gjort alt hvad der stod i hans Magt for at behandle Kongen med Lempe og ikke gaa ham altfor hvast paa Klingen i denne Tid, hvor han havde saa mange andre Plager og Bekymringer, men holde Truslens Udførelse saa længe tilbage, som det passende kunde lade sig gjøre. For det første synes han at have haft travlt med Modtagelsen af de indkomne Collectionspenge. Den 17de September var han i Linkøping og modtog der af Biskop Nikolaus Rumaskatten for de tre Aar 1354–1356, saavelsom af Fireaarstienden hvad der var indkommet, nemlig ikke fuldt 680 Mk. svensk[2]. Det siges i alle de over disse Udbetalinger oprettede Documenter, at Fireaarstienden, der som bekjendt skulle betales i to Terminer aarligt i de fire Aar, alene for de fire sidste Terminer, altsaa de to sidste Aar, vedkom det pavelige Kammer. Altsaa
- ↑ Denne taler nemlig udtrykkeligt derom i sit senere Brev til Kongen af 18de Mai 1360, see nedenfor Side 686.
- ↑ Rumaskatten beløb sig til 128 Mkr. 5 Ører 2 Pen. svensk Courant, og Fireaarstienden nøjagtigt til 679 Mkr. 5 Er. 2 Ert. sv. C. Alt hvad vi her meddele om hele denne Indkrævning i Sverige og Norge, er hentet fra en i det pavelige Archiv opbevaret, omtrent samtidig, Afskrift af de originale Qviteringsbreve. Ogsaa af Originalerne til disse findes nogle faa, (de skulde nemlig udferdiges in duplo, for at et Expl. kunde forblive hos vedkommende Biskop, og et nedlægges i det pavelige Archiv), men disse Originaler ere meget ilde medfarne og tildeels ulæselige.
