Oslo’s Bistopsstol af Hallvard Bjarnessøn, hidtil Erkeprest[1]. Det gik her, som saa ofte i denne Tid: Capitlet udvalgte ham, uagtet Paven ved Sigfrids Udnævnelse havde forbeholdt sig Provisionen, naar Erkestolen næste Gang blev ledig, og Hallvard modtog Valget, begav sig til Paven, der, „formodende at Capitlet og han ikke havde været vidende om hiin Reservation“, vistnok erklærede Valget ugyldigt, men udnævnte dog ligefuldt Hallvard ved Provisionsbrev af 23de October 1359 til Biskop og anbefalede ham ved de sedvanlige Skrivelser til Capitlet m. fl., til Erkebiskopen og til Kong Haakon. Ifølge Hallvards egen Ansøgning besattes det ledige Erkeprest-Embede med den strengnesiske Chorsbroder Stigande Stephanssøn, der dog kun meget kort beklædte dette Embede, hvis han overhoved nogensinde tiltraadte det[2]. Samtidigt synes den oftere nævnte Arne, Færøernes Biskop, at have været ved Curien og faaet sin Udnævnelse.
I al denne Tid, da Kong Magnus havde saa mange Bekymringer af Striden med sin Søn Erik og dennes Tilhængere, havde han ved Siden deraf ogsaa den Ubehagelighed at blive strengere og strengere plaget med Krav om Tilbagebetaling af det store pavelige Laan, .under Trusel om Excommunication, som tilsidst ogsaa virkelig paafulgte, og hvis Suspension Kong Magnus kun med Nød, som det lader, udvirkede ved den særdeles Yndest, i hvilken han stod hos Paven. Men da dette staar i den nøjeste Forbindelse med Collectorie-Anliggendet, og Nuncien Johan Guilabertis Virksomhed i Norden under sit tredie Besøg der, maa vi ogsaa nærmere betragte og følge denne. Johannes var, som det ovenfor er nævnt, kommen til Sverige om Høsten 1356 med Breve til Kongen og Dronningen, hvori disse paa det indstændigste, men dog me-
- ↑ Regest. Innoc. VI. commun. an. 7. fol. 52. p. 65. Han kaldes her ved Feilskrift Havardus. Han omtales som Erkeprest meget ofte i Breve fra den Tid.
- ↑ Provisionsbrevet af 2den Jan. 1360; Reg. Innoc. VI. Cod. chart. I. XXII. (an. 8) fol. 77. vs. Ogsaa Hallvards Supplicationsrolle af samme Dag, hvoraf man saaledes kan see, at han den 2den Juli 1360 endnu var i Avignon. Han anholdt her blandt andet om, i Betragtning af den Afgang i Antallet af Geistlige i hans Diøcese, som Pesten og Krigen havde bevirket, at maatte ordinere endeel „Skolarer“, dog ej under 20 Aar, til Prester, hvad der og bevilgedes.
